Babysko

4. Forsørgersats til gravide dimittender

Gravide dimittender skal have råd til bleer, barnevogn og babytøj.

Det er dyrt at blive forældre, og det starter allerede under graviditeten. Der er meget, der skal anskaffes, så man er klar til at tage imod barnet, når det kommer til verden. Det bliver meget svært på en nedsat dimittendsats, særligt for dimittender under 30 år.

Dimittender skifter i dag fra en ikke-forsørgersats til en forsørgersats, når de får et barn. Men selve satsskiftet sker først fra den 1. i måneden efter, at barnet er født.

Indtil da får dimittenden sin almindelige dimittendsats. Og det kan være en sats på 9.700 kr. før skat om måneden, hvis dimittenden er under 30 år.

I kontanthjælpssystemet får gravide under 30 år, som har passeret 12. svangerskabsuge, samme kontanthjælpssats som dem der er over 30 år, dvs. 11.924 kr. om måneden før skat. Gravide dimittender under 30 år kan dermed få mere i kontanthjælpssystemet, end de kan i dagpengesystemet.

Vi foreslår:

At alle ledige dimittender i dagpengesystemet, uanset alder, skal have ret til forsørgersatsen fra måneden efter, at den 12. svangerskabsuge er passeret.