Årene op til de statsanerkendte arbejdsløshedskasser 

Arbejdsløsheden groede sig fast i samfundet i 1890'erne, og den dominerende teori om, at det frie marked ville løse problemerne blev gjort til skamme.

Datidens dominerende opfattelse af arbejdsløse

Udover at 1800-tallet var præget af den liberale teori om, at arbejdsløshedsunderstøttelse på sigt ville hæve lønnen for arbejderne og dermed reelt sænke produktiviteten i samfundet til skade for hele samfundsøkonomien, så var tiden også præget af et særligt menneskesyn:

Et menneskesyn, der bar præg af, at arbejdsløse, fattige og forarmede blev anset for at være fortabte, uhelbredelige, fordærvede og faldne. De var onde mennesker, som måtte vendes mod Gud for at opnå et bedre liv og ellers leve evigt fortabte. 

Det var en udbredt opfattelse, at fattigdom havde rod i menneskers indre og ikke i samfundsstrukturen. Dovenskab og en ussel personlig karakter ledte til fattigdom, ja, de fleste fattige og arbejdsløse var ’dovne, liderlige og ødsle mennesker’, som sognepræsten Hans Bastholm formulerede det i 1817. 

Med afsæt i dette tankesæt var det oplagt, at man med straf og kontrol skulle ydmyge disse fattige og arbejdsløse og dermed tvinge dem til at klare sig selv. Ellers stod det dem frit for at gå i hundene på fattiggården.

Tanken var, at de, der ville, kunne få et arbejde. Skulle en statslig hjælp sikre alle arbejde eller et minimum at leve for, ville statskassen blot blive ruineret og de fattige ville blive (endnu mere) dovne og afhængige af staten. Markedet ville justere sig selv og skabe arbejde til alle, hvorfor det aldrig kunne blive en statslig opgave at sikre mennesker et arbejde eller give dem statslig understøttelse.

Det var disse tanker og dette menneskesyn, der efterhånden blev udfordret. Argumentet der senere vandt frem var, at roden til arbejdsløshed findes i selve samfundsstrukturen og ikke i det enkelte menneske. Udefrakommende og uforudsigelige begivenheder, ulykker, traumer og arbejdsløshed kunne bringe enhver uheldig i fattigdom, og derfor burde staten være forpligtet til aktivt at hjælpe den enkelte samfundsborger til en bedre tilværelse.

Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.
 

Alligevel var hjælp fra staten længe undervejs. Det var først i 1907, at et enigt Folketing og Landsting vedtog Lov om anerkendte arbejdsløshedskasser, der gav frivilligt oprettede, fagligt afgrænsede a-kasser mulighed for statslig støtte.

Startskuddet til loven

Startskuddet til vedtagelsen af loven i 1907 lød allerede i 1897, hvor Socialdemokratiet fremsatte et lovforslag, der indebar, at arbejdsløse – med hjælp fra statskassen – sikredes understøttelse ved hjælp af de allerede frivilligt oprettede a-kasser under fagforeningerne.

At etablere statsstøttede a-kasser var en mærkesag for Socialdemokratiet, da arbejdsløse i kraft af sådanne kunne modtage understøttelse fra det offentlige uden at give afkald på deres stemmeret, som de ellers skulle.

Derudover var man af den opfattelse, at statslig understøttelse til arbejdsløse var en retfærdig fordeling af den økonomiske byrde. Socialdemokratiet så roden til arbejdsløshed i samfundsstrukturen og ikke i den enkelte arbejdsløses indre væsen. 

Politisk uenighed

Socialdemokratiets forslag indebar, at Indenrigsministeriet årligt skulle yde op til 500.000 kroner i støtte til allerede eksisterende fagforeningers a-kasser. Maksimalt kunne der ydes ti kroner årligt i støtte pr. medlem, hvis medlemmet selv betalte minimum 10 kroner i kontingent. Med det forslag forventede man, at a-kasserne kunne have 50.000 medlemmer.

Hverken de konservative, Højre eller Venstre var enige med Socialdemokratiet. De mente ikke det var statens opgave at forsikre de arbejdsløse. Og som den konservative indenrigsminister Hørring udtrykte det: ”Jeg tror, at man ved at gaa denne Vej at give Understøttelse i stor Maalestok til arbejdsløse i Virkeligheden vil svække den enkeltes Ansvar over for Forpligtelsen til at søge Arbejde og søge Arbejde i den Form, hvori han kan faa det”.

Erkendte at arbejdsløshed var en udfordring

Lovforslaget blev ikke vedtaget, men de øvrige partier erkendte, at arbejdsløshed var en reel udfordring for samfundet. Så selv om lovforslaget ikke blev vedtaget, blev det heller ikke lagt i graven. Og i de følgende år kunne man fornemme en opblødning i den borgerlige position, og særligt i Højre bredte sig en modstand over for den linje, Hørring havde lagt i debatten i 1897.

I de efterfølgende år fremsatte Socialdemokratiet flere gange forslaget om statslig understøttelse til fagforeningens a-kasser men forgæves. Befolkningens støtte til partiet var dog stigende. Fra folketingsvalget i 1895 til 1901 voksede Socialdemokratiet fra 11,3 procent til 17,8 procent, og herfra var tendensen kun støt stigende.

Nye toner fra Højre

I 1903 kom der nye toner fra Højre, og partiet fremsatte et forslag om oprettelsen af statslig støtte til arbejdsløshedskasser. Forslaget var væsentligt anderledes end Socialdemokratiets fra 1897, idet Højres ønske var a-kasser, der var fuldstændig adskilt fra fagforeningen. I tilfælde af strejker eller lockout skulle udbetalingerne fra a-kassernes stoppes, og det statslige tilskud måtte maksimalt nå 120.000 kroner om året.

Kommission blev nedsat

Højres forslag fik en blandet modtagelse. Venstreregeringen afviste prompte forslaget, mens Socialdemokratiet vejrede morgenluft. Lovforslaget blev ikke vedtaget, men i stedet fik en ny Kommission til opgave at udarbejde et løsningsforslag til arbejdsløshedsproblematikken. Denne kommission skulle vise sig at få stor betydning for indretningen af arbejdsløshedsforsikringen i Danmark.

Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.