Kvinde med megafon

Dagpengesystemet kort fortalt

Dagpengesystemet er i Danmark en frivillig forsikringsordning for lønmodtagere og selvstændige. Selve dagpengene – også kaldet arbejdsløshedsdagpenge – har til formål at sikre en vis indkomst, hvis man bliver arbejdsløs.

Dagpengesystemet administreres af de statsanerkendte arbejdsløshedskasser, der ifølge loven har til formål at sikre medlemmerne økonomisk kompensation for tab af indtægt i tilfælde at ledighed. Lignende forsikringssystemer findes kun i Sverige og Finland.

Det er frivilligt om man vil være medlem af en a-kasse i Danmark. Man skal således selv melde sig ind i en af de 22 a-kasser for at kunne blive berettiget til dagpenge. 

Det samlede medlemstal for a-kasserne i Danmark er ca. 2,2 millioner. Det svarer til, at omkring 3/4 af arbejdsstyrken er medlem af en a-kasse.

Medlemskab og dagpengeret

Retten til at blive optaget i en a-kasse kræver bl.a., at man er mellem 18 år og 2 år under folkepensionsalderen. 

Man er dog undtaget fra den nedre grænse på 18 år, hvis man har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse på højeste niveau (i henhold til lov om forberedende grunduddannelse).

For at blive dagpengeberettiget skal man have været medlem af en a-kasse i ét år samt opfylde et indkomstkrav. For en del uddannelsesretninger gælder det dog, at man også kan melde sig ind som studerende og opnå ret til dagpenge efter endt uddannelse, når specifikke krav er opfyldt.

For at få dagpenge skal man endvidere stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktivt jobsøgende. Det betyder bl.a. at man skal være tilmeldt som arbejdssøgende i jobcenteret og at man senest to uger efter tilmeldingen skal oprette et CV og gøre det tilgængeligt på Jobnet. Man skal derudover løbende deltage i samtaler med a-kassen og jobcenteret.  Endvidere har man som ledig dagpengemodtager pligt til at deltage i tilbud fra jobcenteret (eller anden aktør). 

Ovenstående beskrivelse er en overordnet skitsering og dermed ikke fuldt uddybende. Læs mere om kravene for medlemskab og dagpengeret på de enkelte a-kassers hjemmesider. Du kan finde en oversigt over a-kasserne her.

Kontingent

Kontingentet til a-kassen (her ser vi bort fra de kontingentfritagede) består af et fast obligatorisk statsbidrag, et fast mindre ATP-bidrag og et administrationsbidrag.

Det obligatoriske statsbidrag er bestemt af Folketinget og er derfor ens for alle a-kasser. Statsbidraget går til medfinansiering af dagpengeudgifterne, mens administrationsbidraget går til dækning af a-kassens administrationsomkostninger.

Administrationsbidragets størrelse afhænger af a-kassens omkostninger til drift mv. Administrationsbidraget kan derfor variere fra a-kasse til a-kasse.

Herudover kan kontingentet bestå af et frivilligt efterlønsbidrag, som skal betales, hvis man ønsker at være omfattet af efterlønsordningen.