1920’erne – en usikker tid for a-kasserne

I 1920’erne svingede arbejdsløsheden mellem 15 og 20 procent, og den fredsommelighed, a-kasselovgivningen blev vedtaget i, var nu afløst politiske uenigheder.

Skellet mellem henholdsvis Venstre/ Konservative på den ene side og Socialdemokratiet/ Det Radikale Venstre på den anden side blev større.

Venstre og Konservatives holdning var, at understøttelsen havde svækket befolkningens arbejdsmoral og skabte for høje lønninger, hvilket bidrog til arbejdsløshed på grund af faldende produktivitet. Samtidig mente Venstre og Konservative, at fagforeningerne udnyttede a-kasserne som statsfinansierede strejkekasser.

Holdningen om at understøttelsen svækkede arbejdsmoralen mødte ikke forståelse hos Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der tværtimod ønskede at udbygge systemet.

Dilemma mellem kontrol og bureaukrati

I 1920’erne opstod også et andet stridspunkt i relation til a-kasserne: Dilemmaet mellem kontrol og bureaukrati. Venstre ønskede større kontrol med ledige, hvilket også lykkedes.

I 1921 indførte man den restriktion, at medlemmer af en a-kasse skulle udstedes et arbejdskort, der hurtigt blev døbt ’hundetegnet’, som skulle sendes til a-kassen af arbejdsgiveren, når de ledige var i arbejde. Målet var at sikre en større kontrol med, at arbejdsløse på dagpenge reelt var arbejdsløse, så systemet ikke blev udnyttet. Tre år efter indførelsen, måtte man droppe denne form for kontrol, da administrationen var alt for krævende.

Venstre fik også væsentlige nedskæringer på de statslige og kommunale tilskud til a-kasserne igennem i 1921, 1924 og 1927. I 1921 og 1924 blev nedskæringerne gennemført ved et bredt forlig, men i 1927 blev det for meget for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der stemte imod forslaget om, at det statslige tilskud skulle falde fra 50 procent til 35 procent, og at det kommunale tilskud skulle beskæres kraftigt. 

Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.