Loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser trådte i kraft i 1907. Handels- og Kontormedhjælpernes Arbejdsløshedskasse blev stiftet dette år. Her er det de delegerede ved stiftelsen. Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser vedtages
Kommissionens lovforslag blev fremsat uændret i Folketinget den 3. oktober 1906 af Venstres indenrigsminister Sigurd Berg
Da Venstres indenrigsminister Sigurd Berg fremsatte kommissionens lovforslag i Folketinget den 3. oktober 1906 understregede han i sin fremsættelsestale, at statsstøtte til a-kasser ville være en god ballast for det forsikringssystem, arbejderne allerede selv havde bygget op. Han anbefalede, at kommissionens lovforslag blev vedtaget uden ændringer.
Den efterfølgende behandling af lovforslaget i folketingssalen bar tydeligt præg af forbrødring mellem partierne. De tidligere konflikter var så godt som lagt på hylden, og ingen ønskede at spolere kommissionens arbejde.
Uenigheder undgik man naturligvis ikke, og der var eksempelvis markant forskellige holdninger til, hvilken tilknytning a-kasserne skulle have til fagforeningerne, om understøttelse skulle udbetales til strejkeramte, og på hvilket niveau den kommunale betaling skulle placeres.
Samtlige partier stod bag
Alligevel stod samtlige partier i Folketinget bag loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser. Loven fra 1907 betød følgende:
- Udgifterne til driften af a-kasser blev fordelt mellem a-kassens medlemmer, staten og den kommune, hvor a-kassen havde hjemme. Statens tilskud kunne maksimalt udgøre 250.000 kroner om året.
- Medlemmerne betalte halvdelen, staten en tredjedel og kommunerne en sjettedel af udgifterne til understøttelse.
- Alle kunne blive medlem af en a-kasse, såfremt man havde faglig tilknytning til den.
- Personer mellem 18 og 60 år kunne blive medlem af en a-kasse, og ventetiden blev sat til et år, fra man meldte sig ind i en a-kasse, til man var berettiget til understøttelse.
- Et medlem skulle dokumentere, at man havde haft arbejde i ti måneder inden for den forudgående to-årige periode.
- Ved arbejdsløshed fik man ret til understøttelse i 70 dage pr. år, dog samlet 210 dage i en tre-årig periode. Havde man opbrugt denne periode, måtte man stå som bidragsydende medlem i et år, inden man kunne optjene retten til dagpenge.
- Den maksimale dagpengesats var to kroner, og den minimale karenstid var seks dage. Understøttelse kunne under ingen omstændigheder udbetales til strejkeramte.
- En a-kasse skulle have en demokratisk valgt bestyrelse.
Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.
