Arbejdsløshed kunne tidligere nemt føre til hjemløshed. På herberget i Dronningens Tværgade var der i 1890'erne plads til 240 personer, fordi bordene også blev brugt som sovepladser. Foto: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
De første frivillige arbejdsløshedskasser
De første egentlige a-kasser spirede frem i arbejderbevægelsens regi og ud af opgøret med den dominerende opfattelse af arbejdsløse
Den første a-kasse, der udsprang i regi af arbejderbevægelsen, var Formernes Hjælpeforening, dannet i 1876 af Formernes Fagforening i København. Den indgik som de øvrige tidlige a-kasser som en del af et opgør med den dominerende opfattelse af de arbejdsløse.
Udover at 1800-tallet var præget af den liberale teori om, at arbejdsløshedsunderstøttelse på sigt ville hæve lønnen for arbejderne og dermed reelt sænke produktiviteten i samfundet til skade for hele samfundsøkonomien, så var tiden også præget af et særligt menneskesyn:
Et menneskesyn, der bar præg af, at arbejdsløse, fattige og forarmede blev anset for at være fortabte, uhelbredelige, fordærvede og faldne. De var onde mennesker, som måtte vendes mod Gud for at opnå et bedre liv og ellers leve evigt fortabte.
Det var en udbredt opfattelse, at fattigdom havde rod i menneskers indre og ikke i samfundsstrukturen. Dovenskab og en ussel personlig karakter ledte til fattigdom, ja, de fleste fattige og arbejdsløse var ’dovne, liderlige og ødsle mennesker’, som sognepræsten Hans Bastholm formulerede det i 1817.
Med afsæt i dette tankesæt var det oplagt, at man med straf og kontrol skulle ydmyge disse fattige og arbejdsløse og dermed tvinge dem til at klare sig selv. Ellers stod det dem frit for at gå i hundene på fattiggården.
Tanken var, at de, der ville, kunne få et arbejde. Skulle en statslig hjælp sikre alle arbejde eller et minimum at leve for, ville statskassen blot blive ruineret og de fattige ville blive (endnu mere) dovne og afhængige af staten. Markedet ville justere sig selv og skabe arbejde til alle, hvorfor det aldrig kunne blive en statslig opgave at sikre mennesker et arbejde eller give dem statslig understøttelse.
Det var disse tanker og dette menneskesyn, der efterhånden blev udfordret. Argumentet der senere vandt frem var, at roden til arbejdsløshed findes i selve samfundsstrukturen og ikke i det enkelte menneske. Udefrakommende og uforudsigelige begivenheder, ulykker, traumer og arbejdsløshed kunne bringe enhver uheldig i fattigdom, og derfor burde staten være forpligtet til aktivt at hjælpe den enkelte samfundsborger til en bedre tilværelse.
Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.
Formernes Hjælpeforening blev dannet som en del af arbejderbevægelsen. I regnskabsbogen, hvor indbetalingerne begyndte den 1. januar 1876 er Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff, Socialdemokratiets stiftere, indskrevet øverst som æresmedlemmer.
A-kassen havde i første kvartal af 1876 registreret 287 betalende medlemmer, der hver især havde mulighed for – i formentlig en stærk begrænset periode – at modtage understøttelse, hvis de blev arbejdsløse.
Selvfinansieret a-kasse
Formernes Hjælpeforening var, ligesom andre tidlige a-kasser blandt arbejderbevægelsen, selvfinansieret og baseret på et forsikringsprincip. Det enkelte medlem betalte et kontingent til a-kassen og kunne ved arbejdsløshed modtage understøttelse.
Længden af understøttelsesperioden findes ikke beskrevet, men i en anden a-kasse, der blev etableret i 1877, Typografernes Hjælpeforening, kunne understøttelse maksimalt gives i ni uger med to kroner pr. uge. Dog opnåede man 20 ugers understøttelse i nogle år i løbet af 1880’erne. Det eneste krav for udbetalingen var, at man havde betalt kontingent i et halvt år. Efter ni ugers understøttelse måtte man vente endnu et halvt år, før man igen havde optjent ret til understøttelse.
To kroner pr. uge gav langt fra anledning til et liv i sus og dus. To kroner var nogenlunde det, en faglært arbejder kunne tjene på en god dag. Men det var nye tider for rigtig mange faglærte arbejdsløse.
Evig kamp for at have midler nok
Det var en evig kamp for Formernes Hjælpeforening at skaffe midler nok til at dække de arbejdsløses understøttelse. Staten bidrog ikke, og man måtte derfor udtænke kreative løsninger for at skaffe de nødvendige økonomiske midler. Én af løsningerne var at appellere til medlemmer i arbejde om at give frivillige, ekstra bidrag. En anden løsning var at holde maskerader for a-kassens medlemmer med fest og musik. Overskuddet fra maskeraderne gik til hjælpeforeningens kasse.
A-kassen havde mange store udgifter til både arbejdsløse og strejkeramte medlemmer, og især strejkerne, der opstod som følge af kampen for højere lønninger kunne hurtigt tømme kassen. I 1885 var a-kassen så hårdt ramt, at man delte kassebeholdningen mellem medlemmerne, da midlerne til at udbetale understøttelse ganske enkelt var for begrænsede.
Mange a-kasser drejede nøglen om
Først i 1889 kunne a-kassen genetableres, men den var bestemt ikke sikret en stabil skæbne. I perioden fra sidst i 1870’erne til 1890’erne var arbejdsløsheden generelt for omfattende til, at de fleste af fagforeningernes a-kasser kunne håndtere den, og mange a-kasser måtte hurtigt dreje nøglen om.
Velfungerende a-kasser under fagforeningerne blev da også først for alvor foranstaltet fra omkring år 1900, men det lykkedes alligevel Formernes Hjælpeforening at overleve, og den blev statsanerkendt i 1907.
Kilde: ”Ydmygelsen der forsvandt – da Danmark fik a-kasser”, udgivet af Arbejdermuseet og ABA i samarbejde med Min A-kasse.
