Jobformidling

Produktionsvirksomhed skulle bruge én ny akademisk medarbejder, men ansatte tre efter succesfuld hjælp fra a-kassen

Hos Outline Vinduer, der producerer døre og vinduer fra deres adresse i Farsø, har de normalt ikke besvær med at få ansøgninger til virksomheden. Men ved den seneste ansættelse var virksomhedens ønsker til profilen så specifikke, at den valgte at bruge Akademikernes A-kasse til at hjælpe med processen. Og det har de ikke fortrudt på virksomheden

Foto af direktør og trainee hos Outline vinduer.jpg

Direktør for Outline Vinduer, Jens Sørensen, med sin nuværende trainee Anders Mikkelsen. Akademikernes A-kasse hjalp virksomheden med at finde og rekruttere Anders Mikkelsen.

Fra adressen i Farsø i Nordjylland har Outline Vinduer susende travlt med at producere døre og vinduer – en produktion, som i dag er meget teknisk og digital og nærmest er drevet af data. Virksomheden, som har omkring 320 medarbejdere, er en del af en større svensk børsnoteret koncern Inwido med hovedsæde i Malmø. 

250 af medarbejderne er i produktionen og resten arbejder i virksomhedens administration. Da Outline så dagens lys for 30 år siden, var der ikke en eneste akademiker ansat. Den første blev ansat, da den nuværende direktør Jens Sørensen startede i virksomheden for 12 år siden. I dag er en god del af dem, der arbejder i administrationen, akademikere. Særligt i virksomhedens Logistik & Supply Chain, hvor der arbejdes meget med data. 

”Akademikerne giver bare rigtig meget til virksomheden – vi kalder dem nogle ’store motorer’. Og nej – vi kan ikke nøjes med dem, men det er jo kombinationen af, at vi har dem og så har vi de andre medarbejdere, der kan det mere fagtekniske. Det lykkes bare rigtig godt, når vi blander de højtuddannede med de faglærte og de ufaglærte, der er autodidakte,” siger Sarah Nauer-Newstead, HR Business Partner hos Outline Vinduer.

Ville prøve noget andet end vi plejer

På grund af akademikernes store værdi for virksomheden gør den meget ud af at få ansat nogle gode såkaldte trainees, der refererer direkte til direktøren og hjælper ham med mødemateriale, oplæg, projekter og meget andet, som også har forbindelse til resten af organisationen.

Vi ledte efter en med ingeniørbaggrund og en masse viden om supply chain. Og da jeg vidste, at Akademikernes A-kasse netop har den slags kandidater som medlemmer, så foreslog jeg ledelsen, at vi tog fat i a-kassen.
Sarah Nauer-Newstead

Trainees er altid nyuddannede akademikere, som er ansat i den stilling i op til to år. Meningen er så, at de i løbet af den tid finder ud af, hvor i virksomheden de har lyst og evner til at gøre videre karriere. Og håbet er, at de passer ind og har lyst til at fortsætte i virksomheden.

”Vi gør meget ud af at finde de rigtige til vores såkaldte trainee-stillinger, så da vi sidste gang havde meget specifikke ønsker til profilen, så tænkte vi, at vi skulle gøre noget andet, end vi plejer, når vi rekrutterer. Vi ledte efter en med ingeniørbaggrund og en masse viden om supply chain. Og da jeg vidste, at Akademikernes A-kasse netop har den slags kandidater som medlemmer, så foreslog jeg ledelsen, at vi tog fat i a-kassen. De jublede ikke over min ide – altså der var en sund nordjysk skepsis – men jeg fik lov til at prøve. Normalt laver vi almindelige opslag, som vi deler på fx Jobindex og vores sociale medier,” siger Sarah Nauer-Newstead og tilføjer:

”Men sidste gang ville vi altså gøre noget særligt for at nå relevante kandidater, som måske slet ikke ved, hvor Farsø ligger eller som i hvert fald ikke har kendskab til vores virksomhed. For vi er godt klar over, at vi ikke er kendte, og at vi ligger et stykke uden for Aalborg-området. Så vi ved, at man ikke nødvendigvis får øje på os så let.”

I Akademikernes A-kasse var de straks parate til at hjælpe virksomheden. Så sammen med Outline arrangerede de en såkaldt Talent Attraction-dag, hvor interesserede kandidater med den rette profil kan komme ud på virksomheden. Her kan de høre nærmere om arbejdspladsen, de kan præsentere sig selv og vise, hvad de kan ved at løse en case. De fleste kandidater til dagen bliver udsøgt og screenet af a-kassen fra deres medlemsdatabase. Kandidater med den rigtige profil bliver derefter kontaktet af a-kassen og gjort opmærksomme på dagen, virksomheden og det aktuelle job, der skal besættes. 

Guld på gaden

Talent Attraction-dagen hos Outline endte med at løbe af stablen i oktober 2020. A-kassen fandt 11 kandidater, der kom til Farsø, hvor direktøren samt et par andre fra ledelsen tog imod. En af lederne var selv startet som trainee i virksomheden for år tilbage.

Det er meget interessant at møde kandidaterne på en helt anden måde, og det giver cheferne mulighed for at se dem arbejde og på den måde spotte, om der er nogle særlige profiler, de er interesserede i.
Sarah Nauer-Newstead

Efter præsentationsrunder af både virksomhed og kandidater, skulle kandidaterne i hold løse en case og efterfølgende præsentere resultaterne. Casen handlede om en realistisk udfordring, som virksomheden kunne komme ud for.

”Den handlede blandt andet om supply og skulle munde ud i, at deltagerne skulle træffe nogle beslutninger under tidspres. Altså en meget realistisk situation. Og det var spændende at se, hvordan de arbejdede. Her handlede det ikke om, at deltagerne skulle give et godt førstehåndsindtryk, men om at bevise sit værd gennem sit arbejde. Det er meget interessant at møde kandidaterne på en helt anden måde, og det giver cheferne mulighed for at se dem arbejde og på den måde spotte, om der er nogle særlige profiler, de er interesserede i,” siger Sarah Nauer-Newstead. 

Den videre proces – efter Talent Attraction-dagen – var så, at de kandidater, der stadig var interesserede i stillingen kunne sende en ansøgning. Til slut mundede dagen ud i fire første-samtaler. Efterfølgende gik to videre til en anden samtale – efter at have været igennem en kognitiv- samt personligheds-test.

”Vi endte så med at vælge Anders til trainee-stillingen. Anders er en meget stille, rolig og jordnær fyr – og det fantastiske er, at når man lærer ham bare lidt at kende, så tænker man: ’hvordan pokker kan sådan noget guld bare gå rundt på gaden uden at blive taget’. Altså Anders bliver her hos os defineret som et multitalent, men jeg er ikke sikker på, vi havde fundet ham via en ordinær ansættelsesproces. Han siger selv, at han aldrig ville være lykkedes så godt, hvis han var kommet ind til en helt ordinær samtale. Altså det at han fik lov til at vise, hvad han kunne og komme ind til os, gjorde, at han fik meget mere mod og følte at det var mere behageligt til samtalen efterfølgende, fordi vi ikke var fremmede længere,” siger Sarah Nauer-Newstead.

Stor fordel at kende chef og virksomhed først

Den udlægning bekræfter Anders Mikkelsen, som fik stillingen efter, at han havde været jobsøgende i mere end et år som nyuddannet kandidat inden for Operations and innovation management.

”Jeg kan godt virke lidt introvert og nervøs af natur, når jeg først møder folk, og jeg synes, det kan være svært at bryde igennem til en 30 minutters jobsamtale. Så sådan et forløb som Talent Attraction-dagen var helt sikkert en fordel for mig. Jeg var meget mindre nervøs til den rigtige samtale, fordi jeg syntes, jeg kendte dem lidt, og vidste de kendte mig,” forklarer Anders Mikkelsen.

Da han blev kaldt til samtale, fik han at vide, at han skulle lave en præsentation til samtalen. Iforhold til det var det for Anders Mikkelsen også en fordel at have mødt direktøren før:

”Der hjalp det også, at jeg havde mødt Jens før og havde fået en føling med, hvor han var henne rent fagligt. Da jeg skulle forberede materialet til samtalen, så vidste jeg jo lidt om, hvilken retning jeg skulle bevæge mig i. Jo sikrere man er på sit materiale, jo nemmere er det at være i sådan en situation – og jo mindre nervøs er jeg. Så ja – hele forløbet var en stor fordel for mig”.

Ekstra svært på grund af corona

Anders Mikkelsen havde hørt om Talent Attraction-dagen fra sin a-kasse, Akademikernes A-kasse.

Det kan godt være svært at slå igennem som nyuddannet, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle til denne her dag hos Outline. Min tid som ledig blev også ramt af corona, for lige pludselig lukkede landet nærmest ned. 
Anders Mikkelsen

Han var blevet uddannet i 2019 og var jobsøgende i mere end et år, før han fik mailen fra a-kassen om den ledige trainee-stilling:

”Det kan godt være svært at slå igennem som nyuddannet, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle til denne her dag hos Outline. Min tid som ledig blev også ramt af corona, for lige pludselig lukkede landet nærmest ned. Jeg havde ellers søgt en del løbende, og jeg havde også være til samtaler flere gange. Så jeg havde gang i jobsøgningen, men det blev sværere på grund af corona,” siger Anders Mikkelsen, der endte med at have det som en fisk i vandet i stillingen som management trainee for direktøren hos Outline. 

En stilling, som han har haft siden november 2020. Sarah Nauer-Newstead siger, at ledelsen har været så glad for ansættelsen af Anders Mikkelsen, at den netop har annonceret internt i organisationen, at han er blevet ansat som produktionsanalytiker.

”Det er bare gået strygende med Anders, så han starter i sin nye stilling den 1. april, når vi forhåbentlig har fundet vores syvende trainee. Vi vil bestemt bruge a-kassen igen til at rekruttere, for selv om ledelsen ikke ligefrem jublede, da jeg foreslog at gå via a-kassen, så har den jo nu set, at den metode skaffede os Anders,” siger hun og tilføjer, at Talent Attraction-dagen faktisk skaffede virksomheden flere gode medarbejdere end Anders Mikkelsen:

”De fire vi havde til første samtale var rigtig gode på hver deres måde. Så da vi kort tid efter fandt ud af, at vi godt kunne bruge en medarbejder mere i afdelingen for Logistik & Supply Chain, så valgte vi at tilbyde en af de andre kandidater jobbet. Og for at det ikke skal være løgn, så tog vi faktisk én til af kandidaterne, som var ansat et andet sted, men havde et brændende ønske om at komme herud til os. Så vi gav ham et ring og spurgte, om han var interesseret i at komme til samtale på en stilling, som vi ikke havde slået op endnu. Han var heldigvis interesseret, så han er også ansat nu. Så ud af den pulje på fire vi valgte ud til samtaler, så har vi nu ansat tre, selv om vi til at starte med kun skulle have besat en enkelt stilling,” forklarer Sarah Nauer-Newstead og fortsætter: 

”Det gør så også, at ledelsen var meget hurtige til at sige ja til, at vi skal prøve at rekruttere på den samme måde igen nu hvor vi skal finde en trainee til. Også fordi vi skal bruge en med en profil rettet mere mod bæredygtighed i forhold til sidst, og det er et svært område at rekruttere til. Så vi vil gerne benytte os af den fantastiske hjælp, som vi fik fra a-kassen. Det var simpelthen spot-on med hensyn til den profil, som vi skulle bruge”.

 

Sådan matcher AKA medlemmer og arbejdsgivere

I Akademikernes A-kasse arbejder de med en særlig rekrutteringsindsats, som de kalder ’Akademikernes Rekruttering’. Indsatsen hjælper medlemmer i konkrete jobs gennem et stærkt samarbejde med erhvervslivet. Akademikernes Rekruttering matcher medlemmer med relevante jobs, som kommer fra virksomheder fra hele landet og fra forskellige brancher. 

Indsatsen drejer sig fx både om håndholdte rekrutteringsprocesser, og om det de kalder Talent Attraction-events, som er grupperekruttering, hvor virksomheden møder et kandidatfelt på otte til 12 personer på en gang. Ved sådanne events kommer flere kandidater end ellers i dialog med virksomheden.

En Talent Attraction-dag kan forløbe lidt forskelligt. Nogle gange er det speeddating, mellem virksomhed og kandidater, der er omdrejningspunktet, og nogle gange bliver kandidaterne sat til at løse opgaver eller cases - i grupper - så virksomheden kan få indblik i deres kompetencer mv.

A-kassens fokus er at øge det gensidige kendskab for både virksomheder og kandidater. Virksomhederne får øje på nye uddannelsesretninger, og kandidaterne får øje på nye jobmuligheder, fx de mange fordele, der kan være ved at blive ansat i en lille eller mellemstor virksomhed. 

Jobformidling og virksomhedsservice

A-kasserne er gode til jobformidling og virksomhedsservice. Det har Danske A-kasser sat fokus på i en række artikler, som du kan finde her.