Grundlæggende vil mennesket helst arbejde

Arbejdspsykolog Einar Baldvin Baldursson er 68 år og kunne være gået på pension for flere år siden. Men han regner med at blive på sin arbejdsplads – Aalborg Universitet – en del år endnu. Han arbejder videre, fordi han kan se en mening med det, han laver, og så fordi han er som mennesker er flest og derfor helst vil arbejde. 

”Når jeg siger, at vi som mennesker grundlæggende helst vil arbejde, så handler det om, at vores evolutionære historie langsomt har frasorteret de mennesker, som ikke bidrager til vores fælles goder. Det er sådan, at hver gang vi mener, at nogen snylter på andre, så igangsætter vi foragt, som fører til tilsidesættelse, og det kan indebære marginalisering og ultimativt til eksklusion. De her processer forekommer i milde former hele tiden. Men i yderste konsekvens har vi i vores forhistorie ekskluderet mennesker, som vi ikke betragtede som værdige til at være her – og det har de ikke overlevet. Så derfor er det et helt grundlæggende behov for mennesker at være et accepteret medlem af fællesskabet,” forklarer Einar Baldursson, der derfor mener, at man i den politiske og offentlige debat straks bør stoppe med at italesætte ledige, som generelt dovne og kræsne.

”Sagen er jo, at det psykiske og fysiske ubehag ved at være ledig er stort nok i forvejen. Ofte påvirker ledighed markant vores helbred i negativ retning. Og alligevel er der nogen, der vælger at gøre det endnu værre ved at italesætte, at det skulle være et stort problem med dovenskab blandt ledige. Og den tankegang går endda igen i Finansministeriets regnemetoder – når de regner med dovenheds-effekter. Til det vil jeg bare sige, at Finansministeriets beregninger passer til en verden, som kun eksisterer i økonomernes fantasi. Og det, mener jeg, er direkte skandaløst”.

Gulerod i stedet for pisk

Arbejdspsykologen siger, at han også har set mediehistorierne med ledige, som ikke ønskede et særligt job, og han understreger, at man sagtens kan finde en ledig, der er både doven og kræsen.

”I alle samfund – også det danske – kan der opstå subgrupper, hvor det at bidrage til det øvrige samfund ikke indgår som en positiv værdi. Men for alle andre - og altså langt de fleste - så er det ikke bare en positiv værdi at bidrage, men det er et direkte mål, som handler om at opnå en tryg inklusion”.

Ifølge Einar Baldursson bør man fra politisk hold netop anskue ledighed ud fra, at de ’dovne’ er en lille subkultur.

”Vi skal altid gå nysgerrigt ind og undersøge og diskutere, hvad vi skal gøre, hvis der opstår en subkultur, der bygger på værdier, vi ikke forstår. For de har jo altid eksisteret. I et af mine job har jeg haft som opgave at vejlede folk fra en sådan subkultur. Det var i øvrigt ærkehvide danskere, men det var en gruppe, der havde fravalgt det at være på arbejdsmarkedet og havde bygget en sammenhængende og robust livsstil op omkring det fravalg. Så var vi nogle, der fik til opgave at besejre det system af holdninger, og det lykkedes for os. Ikke med pisken, men med guleroden. Så snart nogle af dem fandt ud af, at man faktisk kunne leve et bedre liv som en del af fællesskabet, så valgte de det. Og så begyndte hele sammenholdet i den gruppe at bryde sammen. Men af en eller anden besynderlig grund, så er dansk politik skiftet fra gulerod til pisk – sådan var det ikke engang.”

Fra kollektivt til individuelt problem

Ifølge arbejdspsykologen var der meget, der var anderledes og bedre engang.

Nogle ledige får ovenikøbet at vide, at det er deres egen skyld. Det er en meget belastende tilstand at være i

Fx har han set et skifte i, at arbejdsløshed er gået fra at være et kollektivt problem i en kultur, der kunne håndtere, når den enkelte ikke blev valgt til et job – til i dag at være et individuelt problem, hvor ledige får skudt i skoene, at de har taget en forkert uddannelse, ikke søger bredt nok, ikke vil flytte osv.

”Jeg kommer fra en familie af havnearbejdere, så jeg stod som ganske ung på kajen hver morgen sammen med en hel masse andre og håbede på at blive en af dem, som værkføreren gav arbejde den dag. Hvis man ikke blev valgt, så var det bare sådan, det var – så blev man nok valgt en anden dag. Grunden til at jeg nævner det er, at det med ’ikke at blive valgt’ var en naturlig ting og ikke personligt. Det var en konvention, at alle fik en chance på et tidspunkt. Og os, der ikke blev valgt, gik hjem i samlet flok. Det vil sige, at vi havde en kultur omkring det ’ikke at blive valgt’, og det har vi slet ikke på samme måde i dag,” siger Einar Baldursson og fortsætter:

”I nogle brancher – fx i byggefagene, hvor der er meget sæsonledighed – har man i dag nogle kulturer, der kan håndtere ledighed på samme måde som i mit eksempel fra havnen. Og hvis du igennem dit liv har været ledig flere gange, så ved du, at det ikke er en dødsdom. Men i det videnssamfund, som mange af os lever i, så bliver ledighed hurtigt et personligt fravalg af dig, og nogle ledige får ovenikøbet at vide, at det er deres egen skyld. Det er en meget belastende tilstand at være i”.

Einar Baldursson peger på, at tilgangen til at være i job og være ledig næsten er blevet vendt på hovedet hen over årene.

Det var en enorm styrke for dem, der var arbejdsløse, at alle kunne se, at de gjorde opmærksomme på sig selv og krævede retten til et arbejde. Det har vi slet ikke i dag​​​​

Han refererer til den store ledighedsperiode i 1970’erne, hvor der var en bred arbejdsløsheds-bevægelse, som mange valgte at være en del af. Han var selv en del af den og forklarer, hvordan der blev organiseret demonstrationer, afholdt møder og skabt synlighed i medierne:

”Det var en enorm styrke for dem, der var arbejdsløse, at alle kunne se, at de gjorde opmærksomme på sig selv og krævede retten til et arbejde. Det har vi slet ikke i dag. Der er ikke noget sted, du kan gå hen – først når du helt har opgivet ævred, så er det muligt at identificere dig med de andre udstødte. Men det er jo en forfærdelig skæbne at få,” siger han og fortsætter:

”Men i arbejdsløsheds-bevægelsen fik man understøttet sin identitet af at være ok, og sammen kunne man skyde skylden omkring ledigheden på nogle andre – som var den tids økonomi og arbejdsgiverne. Det var jo faktisk en meget god måde at håndtere ledigheden på. I dag er det fællesskab ikke til stede, og der findes ikke rigtig noget alternativ til at arbejde. I dag får du fællesskabet og identiteten via arbejdet. Før i tiden var arbejde noget du gjorde for penge; din identitet lå et andet sted; og fællesskabet kunne man fx også finde sammen med de andre arbejdsløse. På den måde er tilgangene til job og ledighed næsten byttet rundt.”

Særligt belastende at være nyuddannet ledig

Arbejdspsykologen ser det som en særlig trussel at være ledig lige efter endt uddannelse og ser derfor med bekymring på den forfølgelse, der nogle gange sker af de ledige dimittender:

”Truslen for de nyuddannede ledige er jo tvivlen om, hvorvidt man har valgt den rigtige uddannelse. Her er det, at mange humanister finder ud af, at der kun er få job øremærket til dem. Og derfor må man nødvendigvis – hvis man ikke får et arbejde – gå ind og betvivle den enorme indsats, man har gjort for at gennemføre den uddannelse. Og her skal vi i samfundet være meget opmærksomme på, at vi lever i en verden, hvor unge opholder sig meget længere tid i uddannelsessystemet end tidligere – de investerer enorme personlige ressourcer i at opnå kompetencer, og når de kompetencer så ikke tilvælges i forbindelse med en ansættelse, så er det jo ganske betydelige værdier, man begynder at tvivle på. Derfor er det særligt belastende for nyuddannede at være ledige”.

Mere sammenhæng mellem arbejde og uddannelse

Hvis Einar Baldursson skal komme med svar på nogle af de udfordringer, der er i dag – fx vedrørende retorikken omkring de ledige og den reelle udfordring med dimittendledighed i nogle fag, så ender han det samme sted. Nemlig med at pege på, at der skal være en meget større sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsliv. 

”Det er jo meget tydeligt, at vi er kommet fra industrisamfundet til videnssamfundet med alt for meget af industrisamfundet i bagagen. Fx viser det sig i den måde, som vi ser på kompetencer i dag – som stadig er noget vi tilegner os via en hel masse uafbrudt uddannelse i ungdommen, og så er det slut. Men vores kompetencer er jo ligesom frisk mælk – de holder ikke særlig længe. Så uanset hvad er vi faktisk altid i gang med at vedligeholde vores kompetencer. Derfor ville det også være helt naturligt, hvis vi havde et arbejdsmarked, hvor det skiftede mellem uddannelse og ansættelse hele livet,” forklarer forskeren og fortsætter:

”Så er man ikke ’arbejdsløs’ mellem to job, men man er ’under uddannelse’. Vi har brug for at sætte os nye mål og sige, at den tid hvor man ikke arbejder ikke er en ’ledighedsperiode’, men en periode med udvikling af nye kompetencer. Hvis vi gjorde det her, så ville vi ikke bare opnå at have en arbejdsstyrke, der var enormt vital og relevant og velkvalificeret. Vi ville også undgå de rigtig mange problemer, som det at være arbejdsløs medfører. Og retorikken ville også være nødt til at ændre sig.”

Og den samme vekselvirkning mellem arbejdsmarked og uddannelse mener Einar Baldursson skulle begynde tidligt i uddannelsessystemet.

Inden for en del områder er den nuværende model med mange, mange år i uddannelsessystemet uden erhvervserfaring fuldstændig vanvittig ​​​​

Han efterlyser et uddannelsessystem, der går meget mere op i arbejdsduelighed og personlig erfaring – som så skal mikses med alle de faglige kompetencer, man får på uddannelserne i dag. Det ville nemlig gøre, at nyuddannede fra alle uddannelser ville have meget lettere ved at få job, fordi de fra start af ville have et større kendskab til det arbejdsmarked, de skal ud på.

”Inden for en del områder er den nuværende model med mange, mange år i uddannelsessystemet uden erhvervserfaring fuldstændig vanvittig. Fx hvis du tager psykologistudiet eller behandlingsområdet. Hvis du kører maksimalt igennem, så kan du blive færdig som psykolog som 24-årig, men du har ingen livserfaring overhovedet. Man har været i skole fra man var seks år til man var 24, og så skal man ud og løse problemer for mennesker, der befinder sig i det virkelige liv. Vi pumper altså psykologer ud i en temmelig umoden tilstand – og sådan er det inden for mange fag. Jeg er selv arbejdspsykolog, og det er altså underligt at undervise mine studerende i arbejdspsykologi, når de aldrig har arbejdet. Hvordan skal de forstå, hvad det indebærer at være ansat som lønarbejder under ledelse? Det har de ingen forudsætninger for. Men vi burde indrette uddannelsessystemet, så de fik det. Så ville mange af dem også være bedre hjulpet til at få deres første job.”