Nyhed

Laveste dimittendledighed i 10 år

Dimittendledigheden er den laveste i 10 år. ’Det understreger, at de forringelser af de ledige dimittenders sats og dagpengeperiode, som netop er blevet indført, bygger på myter’, siger Danske A-kassers direktør Verner Sand Kirk. Han opfordrer politikerne til at kigge seriøst på de syv forslag til et mere fair dagpengesystem for dimittender, som FH, AC og DAK er kommet med 

Unge mennesker

I juni var der 15.555 ledige dimittender. Det er et beskedent fald i forhold til dimittendledigheden samme måned året før, som også lå historisk lavt. Og af grafikken nedenfor kan samtidig ses, at juni-ledigheden for dimittender – på nær i corona-året 2020 – har ligget både lavt og stabilt omkring 22.000 – 23.000 fuldtidspersoner. Og det på trods af, at der i den årrække har været en markant stigning i kandidatproduktionen.

Statistik over dimittendledighed 2013 til 2023

Det får Danske A-kassers direktør Verner Sand Kirk til endnu engang at understrege, at de forringelser, som politikerne indførte for ledige dimittender pr. 1 maj, byggede på myter og var fuldstændig unødvendige. 

Forringelserne betyder, at nye (og ikke allerede indplacerede) dimittender får halveret deres dagpengeperiode, og at de efter tre måneder går markant ned i sats. 

”Politikerne har indført nogle voldsomme forringelser for nyuddannede ledige, og deres argumenter var, at der var alt for mange dimittendledige, og at de gik for længe og hyggede sig på dagpenge i stedet for at søge job. Men fakta er helt anderledes. Fx er den årlige kandidatproduktion steget markant over de seneste 10 år, mens antallet af ledige dimittender har været det samme. Det er ret godt gået – af dimittenderne altså. Ikke af politikerne,” siger Verner Sand Kirk og uddyber:

”Da den daværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard præsenterede forslaget om forringelser var argumentet blandt andet, at det historiske niveau på 20-23.000 var alt for højt og tydede på jobkræsenhed blandt de unge. Men hvis man havde brugt de aktuelle tal ved præsentationen, ville det fremgå, at dimittendledigheden var kraftigt faldende mod det nuværende niveau på cirka 15.000”.

DAK-direktøren peger også på, at Danske A-kasser tidligere har dokumenteret, at nyuddannede akademikere stort set er lige så hurtigt i job, som andre grupper af ledige.

Læs: Myte at ledige akademikere er dovne og kræsne

DAK har lanceret ’Dimittendpakke’

Verner Sand Kirk fremhæver, at Danske A-kasser sammen med Akademikerne og FH har offentliggjort en såkaldt ’Dimittendpakke’ med syv forslag, der skal gøre dagpengesystemet mere fair for de nyuddannede og understøtte deres vej i job. Dimittendpakken er udarbejdet for at dæmme op for følgerne af politikernes dagpengeforringelser. Han opfordrer politikerne til at kigge meget seriøst på forslagene. Fx op til finanslovsforhandlingerne.

”Det skylder de både de ledige dimittender og selve dagpengesystemet. Vi kommer selvfølgelig først og fremmest med disse forslag, fordi vi mener, de unge og nyuddannede skal behandles ordentligt og sikres økonomisk tryghed i vores fælles dagpengesystem. Men vi kommer også med forslagene, fordi det er vigtigt, at systemet og dagpengeproduktet stadig kan tiltrække nye medlemmer, og det kan det altså ikke, hvis produktet konstant forringes”. 

Forslagene i dimittendpakken handler blandt andet om at nedsætte det kontingent, som dimittenderne betaler til staten for deres medlemskab i a-kassen; at forbedre dimittendernes muligheder for at tage alle de job, de kan få og at styrke beskæftigelsesindsatsen for ledige dimittender, så de ikke falder ud af systemet.

Læs: Fagbevægelsen og a-kasserne foreslår markant reduktion på dimittendernes a-kasseregning

Læs også: Forringelser af dimittendsats i 2017 sænkede ikke dimittendledigheden
 

 

 

Verner Sand Kirk, Danske A-kasser, Sort/hvid

Verner Sand Kirk

Direktør
46971701

Dimittendpakken

I juni offentliggjorde Danske A-kasser sammen med FH og Akademikerne syv forslag, der skal gøre dagpengesystemet mere fair for ledige dimittender og gøre det lettere for dem at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Læs mere om dimittendpakken her