Fej først for egen dør, borgmester

For tre måneder siden var løsningen for at få dimittend-ledigheden ned, at uddannelsesinstitutionerne skulle dimensionere anderledes, når de tager studerende ind. Det sagde Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen i hvert fald i flere medier i september.

Men senest har borgmesteren her i Nordjyske Stiftstidende (4.12) strammet retorikken og fundet et par ekstra løsningsforslag frem.

Nu mener han, at de akademiske a-kasser skal ’mere ind i kampen, frem i skoene og op på beatet’, og at de akademiske medlemmer ikke skal mene, at de ’er for fine’ til visse job.

Jeg vil foreslå borgmesteren at holde sig til løsningsforslaget fra september, for hans nye ideer har ingen hold i virkeligheden, og det er derfor ærgerligt, at Kastrup Larsen synger med på sangen om de kræsne akademikere og de sløve a-kasser.

Derudover vil jeg opfordre borgmesteren til at feje for egen dør, når han taler om ledighed. Men den opfordring vil jeg vende tilbage til.

Først skal vi se på, hvilken situation nyuddannede akademikere befinder sig i. Den fortælling, der kører om dem nu, er, at hvis de ikke lige kan finde drømmejobbet, vil de hellere gå på en dimittendsats på 13.489 kroner om måneden før skat. Men fortællingen holder ikke vand.

Kræsenhedsdiagnosen hviler bl.a. på, at ledigheden for personer med lange videregående uddannelser fra 2010 til 2018 er steget med 0,2 procentpoint, mens den generelle ledighedsprocent i samme periode er faldet med 2,2 procentpoint.

Og ifølge den herskende arbejdsudbudsteori skaber øget udbud automatisk øget efterspørgsel på arbejdskraft. Derfor bliver konklusionen hurtigt, at en uændret eller stigende ledighed i en beskæftigelsessituation, der generelt er gunstig, skyldes kræsenhed eller dovenskab blandt akademikere. Men det er simpelthen en forkert konklusion. At ledigheden for nyuddannede akademikere er uændret, selv om den er faldet for andre grupper, er nemlig ikke spor mærkeligt.

Tværtimod kan man undre sig over, at ledigheden for nyuddannede akademikere ikke er steget.

For faktum er, at den årlige kandidatproduktion er omtrent fordoblet over de seneste 10 år. Med samfundsvidenskaberne i førertrøjen. At det ikke har fået dimittendledigheden til at eksplodere skyldes, at beskæftigelsen for personer med lange videregående uddannelser, ph.d.’ere og forskeruddannede er steget med cirka 125.000 siden 2010, og at nyuddannede akademikere netop afsøger alle beskæftigelsesmuligheder. F.eks. kan vi se, at flere private virksomheder – både store og små – har fundet ud af, at det er en god idé at ansætte akademikere, der kan tilføre dem nye, nyttige kompetencer.

Fortællingen kan også nuanceres af statistikkerne, der viser, at langt de fleste er i arbejde straks eller kort efter afslutningen af deres uddannelse. Og af dem, der er ledige, kommer cirka halvdelen i arbejde inden for et halvt år. Efter et år er cirka to tredjedele af de ledige kommet i arbejde.

Men det ændrer ikke på, at det akademiske arbejdsmarked for nyuddannede er presset. Dels på grund af væksten i antallet af nyuddannede, dels fordi tilbagetrækningsalderen for senior-akademikere er stigende. Nutidens seniorer vil blive flere år på arbejdsmarkedet, end de tidligere generationer ville, og det frigør selvfølgelig færre jobåbninger til nyuddannede.

Desværre synger mange jobcenterchefer og altså nu også Aalborg-borgmesteren med på sangen om de kræsne nyuddannede akademikere. Gruppen udgør jo en stigende andel af den samlede ledighed, og de søger ikke bredt nok, siger de. Men man skal da ikke være matematikprofessor for at regne ud, at når ledigheden falder for andre grupper, så bliver akademikernes andel af dem, der er tilbage, højere.

En anden falsk melodi, der bliver sunget fra flere sider og nu også fra Kastrup-Larsen, er den med, at a-kasserne holder hånden over medlemmerne. Eller som han siger: ’Nu skal a-kasserne frem i skoene og op på beatet’.

Men jeg skal hilse fra a-kasserne og sige, at vi alle er oprigtigt optaget af at få vores ledige medlemmer i arbejde. Og at vi ikke tjener på at have ledige medlemmer. Tværtimod bruger vi det administrationskontingent, der opkræves fra alle, på at vejlede og administrere udbetaling til de ledige. I øvrigt kan jeg tilføje, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har en hel afdeling, som fører løbende tilsyn med a-kasserne. De rapporter, der kommer fra STAR, er modsat dem om kommunernes jobcentre stort set fri for anmærkninger.

Dette faktum bringer mig tilbage til min bemærkning om at feje for egen dør. For et udtræk i ’Jobindsats’ for hvor hurtigt henholdsvis alle dagpengemodtagere, dagpengemodtagere i de fire akademiske a-kasser samt jobparate kontanthjælpsmodtagere kommer i job, giver et godt billede af, hvem der måske i virkeligheden skal ’op på beatet’.

Specifikt for Aalborg gælder det, at 25,9 procent af alle dagpengemodtagere stadig er på ydelsen efter 39 uger, mens akademiske dagpengemodtagere ligger en anelse højere, ved at 29,6 procent fortsat er på dagpenge efter det samme antal uger. Set i lyset af de pointer, jeg netop har gennemgået, er det jo ikke en stor forskel.

Langt værre ser det ud, for de ledige som Kastrup-Larsen har ansvaret for – hele 57,3 procent af de jobparate kontanthjælpsmodtagere er nemlig fortsat på kontanthjælp efter 39 uger. Med de tal in mente synes jeg ærlig talt, at borgmesteren skal lade være med at pege fingre ad akademikere og a-kasser, og at han i stedet skal bruge tiden på at feje lidt foran døren til jobcenteret.

Og til de jobcentre, der støder på akademikere, som virker modvillige, vil jeg blot sige, at de da bare skal have formidlet et konkret job. For alle har faktisk pligt til at tage mod såkaldt ’passende arbejde’. Det vil sige et arbejde, man kan bestride. Men virkeligheden er jo nok den, at jobcenteret i første omgang henviser en ufaglært eller en butiksuddannet og ikke en antropolog eller en cand.scient.pol., hvis et supermarked beder om hjælp til at finde en kassemedarbejder.

Når jeg spørger de akademiske a-kasser om den påståede kræsenhed, siger de, at især de langtidsledige er decideret desperate efter at få et eller andet arbejde. Men når de søger et ufaglært job, bliver de som regel afvist, fordi arbejdsgiveren godt ved, at de mister dem igen, lige så snart det lykkes at finde et job, hvor de kan bruge deres uddannelse. Og hvis man spørger i fagforbundet HK, får man også en lidt anden historie end den om de dovne akademikere. De oplever nemlig stigende konkurrence fra akademikere, der søger og får traditionelle kontorjob.

Jeg påstår ikke, at det går ufatteligt godt med akademikernes ledighed og beskæftigelse. Jeg mener snarere, at det er ufatteligt, at det trods alt er gået så godt, som det er. Og jeg hører til dem, der mener, vi skal have uddannet flere dygtige håndværkere og muligvis færre af de typer akademikere, som vi helt sikkert får et stigende overskud af. F.eks. fra de samfundsvidenskabelige uddannelser. Så jeg mener faktisk, at Kastrup-Larsen har en pointe med sit løsningsforslag fra september. Men han skulle til gengæld også være holdt der.