Nyhed

Supplerende dagpenge: Fornuften har endelig sejret

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, har i dag meddelt, at forligspartierne bag dagpengereformen har besluttet af ændre reglerne for supplerende dagpenge. En beslutning som får a-kasserne til at ånde lettet op: - Fornuften har sejret, siger Torben Poulsen, der er formand for brancheorganisationen Danske A-kasser

Mandehånd giver thumbs-up

Sagen kort

I forbindelse med den nye dagpengereform er der opstået det paradoks, at ledige i nogle tilfælde straffes økonomisk, hvis de siger ja til arbejde, mens de modtager dagpenge.

De ændrede regler træder i kraft fra den 1. oktober 2018, og betyder at ledige, der har opbrugt retten til supplerende dagpenge, risikerer at blive hårdt straffet for at takke ja til småjobs. For hvis man har lidt arbejde i en måned, så kan man ikke modtage dagpenge hele den pågældende måned. Dermed kan få timers arbejde koste en hel måneds dagpenge.


Man vil nu ændre reglerne, så det alene er de uger, hvor man arbejder, som man ikke kan modtage dagpenge i.

- Alle er enige om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Alligevel opstod der med det nye dagpengesystem nogle utilsigtede paradokser, hvor man som ledig faktisk bliver straffet for at arbejde. Med dagens melding er paradokset omkring supplerende dagpenge nu ryddet af vejen, siger Torben Poulsen, der er formand for brancheforeningen Danske A-kasser.

- Dagpengesystemet er en kompliceret maskine, hvor en ændring i ét hjørne, kan få nogle helt utilsigtede konsekvenser i et andet hjørne. Derfor er det virkelig glædeligt, at man har lyttet til os, der dagligt administrerer de nye regler, siger Torben Poulsen.

Forud for ændringen er gået mere end 2 års vedvarende kamp og pres fra a-kassernes side. Det er dette pres, der nu kulminerer med en ændring af reglerne:

- Danske A-kasser og vores medlemsorganisationer har faktisk peget på paradokset kontinuerligt siden marts 2016, hvor vi i forbindelse med vores høringssvar til den nye dagpengereform rejste problemstillingen for første gang. Men vi skulle altså helt frem til målstregen, før det lykkedes at få ændret reglerne, siger Torben Poulsen og fortsætter:

- Men det er i virkeligheden ikke det afgørende. Det afgørende er, at der er blevet lyttet, og at der nu ikke er nogen, der kommer i den helt urimelige situation, at de bliver straffet for at arbejde på grund af reglerne om supplerende dagpenge. Så vi nøjes med at glæde os over, at fornuften endelig sejrede.