Medlemsudvikling

Ny medlemsstatistik for 4. kvartal 2014

Syv ud af 10 danskere på arbejdsmarkedet er medlem af en a-kasse. Det viser den nyeste medlemsstatistik fra AK-Samvirke

I december 2014 var der i alt 2.141.380 dagpengeforsikrede medlemmer i de danske a-kasser. Det er ca. 3.500 flere end samme måned året før. Det viser AK-Samvirkes nyeste medlemsstatistik der har tal med fra 4. kvartal 2014.

Statistikken viser også, at a-kasserne i alt har 123.380 kontingentfritagede medlemmer. Det er ca. 12.400 flere sammenlignet med december 2013. De kontingentfritagede medlemmer er hovedsagelig studerende under uddannelse, som først begynder at betale fuldt kontingent, når de er færdige med deres uddannelse. Hvis de bliver ledige efter uddannelsen er de berettigede til dagpenge fra første dag.

De LO-relaterede a-kasser havde fra december 2013 til december 2014 en medlemstilbagegang på 1,8 pct., hvis man ikke regner de kontingentfritagede medlemmer med.

De FTF-relaterede a-kasser havde en fremgang på 0,2 pct., mens de AC-relaterede a-kasser og a-kasserne uden for hovedorganisation havde en fremgang på henholdsvis 3,5 pct. og 1,3 pct. i samme periode.