Nyhed

Et stærkt samarbejde er en forudsætning for succes

Der er brug for at bliver skabt national enighed omkring beskæftigelsessystemet. Og det nytter ikke noget, at kommuner og a-kasser bruger energi på at slå hinanden i hovedet med undersøgelser, der skal dokumentere at modparten er dårligst. Vi har brug for et system med klare roller og forventninger til såvel jobcentre som a-kasser, og gerne med nye samarbejdsformer. Det skriver rådmand i Aalborg Kommune, Mai-Britt Iversen.

Mai-Britt Iversen

Af Rådmand Mai-Britt Iversen, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Aalborg Kommune

A-kasserne har et godt kendskab til deres medlemmer og de fleste a-kasser har tillige et nært tilhørsforhold til nogle bestemte dele af arbejdsmarkedet. Det netværk som mange a-kasser har, gør dem til værdifulde samarbejdspartnere for jobcentret.

Derfor er samarbejdet med a-kasserne helt central for Aalborg Kommune. Vi formulerede i Aalborg sammen med såvel fagbevægelsen som a-kasserne en fælles strategi for bekæmpelse af langtidsledighed. Det skete længe inden at regeringen vågnede op og kom deres akut-pakker mv.

Navnlig på jobrotationsområdet har vi i fællesskab bevist, at et godt samarbejde kan føre til forløb, der både løfter de ledige ind på arbejdsmarkedet og samtidig løfter de ansatte uddannelsesmæssigt.

Nu er der smidt forskellige redningskranse ud til de ledige, der forlænger deres dagpenge for en tid. Det betyder dog ikke, at vi i Aalborg har slækket på indsatsen overfor de langtidsledige.

Det hænger sammen med, at for os har det ikke kun handlet om at sikre de ledige en forsørgelse på dagpenge. For os handler det om, at, at vi skal undgå at ledige marginaliseres på arbejdsmarkedet. I den sammenhæng er tilhørsforholdet til a-kassen vigtigt. Tabet af dagpengeretten og dermed tilhørsforholdet til a-kassen, er for mange også et tab af identitet. De bliver usynlige og vejen tilbage til arbejdsmarkedet kan synes endnu længere.

Giv selvrespekten tilbage til de ledige

Både i a-kasserne og i jobcentrene er hovedudfordringen, at vi arbejder under en mistillidskultur til såvel de ledige som de ansatte i systemet. Samtidig er beskæftigelsesindsatsen standardiseret, hvor alle ledige behandles ens. Systemet er meget bureaukratisk og virker uoverskuelig for den ledige. Jeg har svært ved at forstå, at det skal være nødvendigt med alle disse regler. Når de ledige kun får dagpenge i to år, er der ingen tid at spilde hverken for de ledige, a-kasserne eller jobcentret.

Vi kunne frigøre mange flere ressourcer til at hjælpe de ledige og a-kasserne, hvis reglerne blev forenklet. Der skal mere ansvar tilbage til de ledige. Hvis vi giver mere ansvar tilbage til de ressourcestærke ledige, får både a-kasser og jobcentre bedre mulighed for at hjælpe de ledige, der er truet af udfald fra arbejdsmarkedet.

Lettere at komme tilbage i a-kassen

Det er ingen hemmelighed, at jeg mener at de nuværende dagpengeregler er for stramme. På det punkt er jeg fuldt på linie med AK-samvirke, der jo gentagne har peget på at vi har nordens strammeste regler for genoptjening af dagpengeret. Hvorfor skal en dansker arbejde 4 gange så lang tid som en svensker for at genoptjene dagpengene? Det er ikke logisk og det er ikke rimeligt.

Gerne mere samarbejde

Jeg ser gerne at samarbejdet mellem a-kasser og jobcentre udbygges. Udgangspunktet må være at satse de steder, hvor det gavner de ledige.

Jeg tror mest på det frivillige samarbejde af flere grunde. For første er kommunerne jo meget forskellige og for andet er a-kasserne det så sandelig også.

Endelig ligger det økonomiske ansvar for indsatsen pt. meget tungt placeret i kommunerne, og skal der ændres på snitfladerne mellem a-kasserne og jobcentrene, skal dette ansvar naturligvis flyttes med.

Ønske om større opbakning til beskæftigelsesindsatsen

Som sagt oplever jeg, at vi lokalt har et fantastisk samarbejde og nemt ved at tale sammen.

Men vi har brug for, at vi får skabt en national enighed omkring beskæftigelsessystemet. Det nytter ikke noget, at vi bruger vores energi til at slå hinanden i hovedet med undersøgelser, der skal dokumentere at modparten er dårligst til f.eks. at rådighedsvurdere de ledige og lignende.

Så bidrager vi selv til den mistillidskultur, der undergraver vores medarbejderes mulighed for at samarbejde med de ledige og virksomheder. Hvis ikke vi i jobcentrene og a-kasserne signalerer, at vi har tillid til hinanden. Hvor skal andre så have det?

Jeg håber derfor, at Carsten Koch-udvalget og det der følger efter bidrager til at vi får et system, der nyder opbakning ved såvel arbejdsgivere, lønmodtagere, a-kasser og kommuner.

Et system med klare roller og forventninger til såvel jobcentre som a-kasser, og gerne med nye samarbejdsformer.