Ordførerrundtur

Konservativ beskæftigelsesordfører: Globetrotteren Rasmus Jarlov

Danske A-kasser besøger alle Folketingets beskæftigelsesordførere og spørger blandt andet om, hvad der driver dem politisk og personligt i beskæftigelsespolitikken. Her kan du møde den konservative Rasmus Jarlov

Rasmus Jarlov

Foto: Steen Brogaard

Rasmus Jarlov er født i Aarhus, men opvokset i Københavnsområdet. Jarlov gik i skole i Gentofte, hvor han også i dag er opstillet og valgt som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti. Rasmus Jarlov er uddannet cand.merc. fra CBS, men havde før studiet en karriere i Forsvaret. Inden Christiansborg blev det også til seks år i Novo Nordisk.

Rasmus Jarlovs politiske karriere blev skudt i gang i 2010 med lidt af et brag: Dels som nyvalgt til Borgerrepræsentationen i København og dels som suppleant for folketingsmedlem Connie Hedegaard, der var blevet udnævnt til miljøkommissær i EU:

"Det var en ret hård start med en pænt stejl læringskurve," fortæller Rasmus Jarlov med et smil om det pludselige dobbeltmandat.

Medlemskabet af Folketinget varede dog kun frem til 2011, hvor Det Konservative Folkeparti fik en ordentlig vælgerlussing. De konservative blev reduceret fra 18 til 8 folketingsmedlemmer. Det enlige københavnske mandat løb Per Stig Møller med.

Valget gav Rasmus Jarlov fire år væk fra Folketinget. Han beskriver selv sin sindstilstand i årene som præget af “sindssyg ærgrelse over ikke at være valgt”, men i dag sætter han stor pris på perioden. Årene blev nemlig brugt til at starte egen virksomhed – Hamlet Tours – en lille virksomhed, der laver sightseeingture for udenlandske turister i Københavnsområdet. Det er en virksomhed, der stadig eksisterer med nu 11 ansatte og som Rasmus Jarlov fortsat er ejer af.

Hvorfor blev det så lige turistbranchen?

"Det var den bedste idé, jeg kunne finde på, da jeg var arbejdsløs. Jeg gik det første halve år efter valget og var deprimeret over at være stemt ud, men henover vinteren, så tænkte jeg, at jeg måtte gøre et eller andet, og så startede jeg den virksomhed op".

Jeg er en af Danmarks mest berejste personer og har netop rundet land nummer 150.
...

 

Virksomheden blev startet af Rasmus Jarlov og en studentermedhjælper - helt fra bunden - med et stort kørekort og en vognmandstilladelse som det første skridt. At det lige blev turistbranchen, var nok ikke helt tilfældigt. Rasmus Jarlov elsker at rejse, og har dyrket den passion mere end de fleste:

"Jeg er en af Danmarks mest berejste personer og har netop rundet land nummer 150 i juleferien, hvor jeg var i Uruguay – sidst jeg tjekkede, lå jeg nummer otte på De Berejstes Klubs rangliste," fortæller Jarlov.

Danske A-kassers efterfølgende research afslører, at Rasmus Jarlov fortsat lige holder fast i sin ottendeplads – dog kun takket være julens ferie til Sydamerika. Jarlov kan ovenikøbet bryste sig af, at have krydset Ækvator ni gange. Blandt de lande Rasmus Jarlov har besøgt, kan nævnes: Guinea-Bissau, Tadsjikistan, Djibouti og De Kapverdiske øer. Rasmus Jarlov har dog fortsat et stykke op til ranglistens førsteplads. Den kræver alle verdens 195 ”officielle” lande: De 193 FN-nationer + Vatikanstaten og Palæstina. Rasmus Jarlov beskriver selv drivkraften bag de mange rejser, som en stor appetit på at blive klogere:

"Jeg har altid synes, at det var fedt at lære noget. Og man lærer rigtigt meget af at rejse ud og se verden - selv prøve at finde ud af, hvordan den hænger sammen".

Det bliver stadig til en guidetur i ny og næ i højsæsonen. "For lige at beholde en føling med det hele", siger Rasmus Jarlov. Jarlov afslører dog ikke længere, at han er medlem af Folketinget, når han har guidehatten på: "Hvis jeg siger, at jeg medlem af Folketinget, tror udenlandske turister simpelthen, at jeg er styrtende rig og så giver de ingen drikkepenge for ikke at fornærme mig," griner Jarlov.

ARBEJDSMARKEDSPOLITIKKEN
Rasmus Jarlovs tilgang til arbejdsmarkedspolitikken flugter fint med hans rejse-filosofi: Man skal ud i verden for rigtigt at kunne forstå den:

"Jeg er en af de få i Folketinget, der selv har en virksomhed. Det tror jeg ikke skader noget. Jeg har ansatte og jeg oplever arbejdsmarkedspolitikken på min egen krop".

Jeg opgav dagpengesystemet på forhånd – jeg synes, det var for besværligt.
...

 

Rasmus Jarlov har dog ikke besøgt ”Dagpengeland”. Også selvom han har haft en periode uden arbejde og også havde købt ”billet” til turen:

"Jeg opgav dagpengesystemet på forhånd – jeg synes, det var for besværligt. Alle de mærkelige krav som politikere har lavet over årene. Myriader af regler, ydelser og skuffer man kan havne i. Det opgav jeg simpelthen på forhånd, selvom jeg var berettiget til dagpenge. Og det fortæller også noget om det, der er drivkraften for mig i beskæftigelsespolitikken: At få ryddet op".

Rasmus Jarlov har store forventninger til, at den kommende beskæftigelsesreform vil trække i den rigtige retning på det her område:

"Vi er i gang med at lave en reform, som jeg tror bliver virkelig god. Og det er tiltrængt".

A-KASSERNE
Rasmus Jarlov har meget pænt at sige om a-kasserne:

"Det er et velfungerende system. Jeg har indtryk af, at der er god konkurrence. I bliver holdt til ilden, så I leverer god værdi for jeres medlemmer".

Rasmus Jarlovs bedste råd er, at vi skal hjælpe med at gøre tingene mere simple.

"Nogle gange kan man godt få det indtryk, at der sidder nogle arbejdsmarkedsorganisationer og ikke er helt kede af, at det hele er så kompliceret – for så er der brug for dem. Den fordom skal I bekæmpe. Hjælp os endnu mere med at gøre tingene så nemme som muligt for borgerne".

Rasmus Jarlov er ikke bange for at overlade mere ansvar til a-kasserne:

"Jeg synes godt, at a-kasserne kan få en større rolle. Jeg har mere tiltro til a-kasser end jeg har til meget af den kommunale beskæftigelsespolitik. I mine øjne er beskæftigelsespolitikken stort set spild af penge. Jeg kunne godt tænke mig, at der kom nogle andre aktører på banen. Og der er a-kasserne meget oplagte. Der skal følge et økonomisk ansvar med. Men a-kasserne kender arbejdsmarkedet. I forstår systemet. I kan navigere i det".

Det her er virkelig et af de områder, hvor jeg føler, at vi spilder flest skattekroner
...

 

"Jeg er virkelig kritisk overfor den kommunale beskæftigelsesindsats – særligt fordi jeg har siddet i beskæftigelsesudvalget i Københavns Kommune og kan se, at mange penge bliver hældt ud af vinduet uden ledige føler, at de har nogen gavn af aktiviteterne. Arbejdsgiverne kan heller ikke bruge jobcentrene – de leverer ikke den arbejdskraft, man har brug for. Det har jeg selv oplevet. Det her er virkelig et af de områder, hvor jeg føler, at vi spilder flest skattekroner. Det er milliardbeløb, vi bruger, uden det hjælper ret meget".

Rasmus Jarlov vil dog ikke love, at den nye beskæftigelsesreform for alvor vil ændre på det:

"Det bliver marginalt bedre, men vi er slet ikke i mål. Vi laver en reform, som er stor og vigtig, men som stadig efterlader et beskæftigelsessystem, der er alt for voldsomt. Vi skal turde give helt køb på millimeterretfærdigheden, hvis vi for alvor vil skabe et system, som mennesker har mulighed for at forstå og navigere i".

Rasmus Jarlov er stadig personligt medlem af en a-kasse, men der er ikke meget hjælp at hente hos den konservative ordfører, hvis man ønsker at sætte en stopper for den udhuling af dagpengesatsen, som er besluttet for årene fremover.

"Jeg synes fortsat, at vi har et gavmildt system".

FREMTIDEN
Rasmus Jarlov tør ikke byde på sin egen fremtid. Politik går op og ned, som har siger. Men den danske flexicuritymodels fremtid – den tror han på. På trods af trusler fra nye arbejdsformer, udenlandsk arbejdskraft osv.:

"Der er forsat meget stor politisk opbakning til modellen".

Rasmus Jarlov har dog ikke de store forhåbninger til, at målet om et markant forsimplet beskæftigelsessystem bliver nået indenfor en overskuelig fremtid. Dertil er der for mange interesser og kokke på spil.

På det personlige plan regner han med at nå et andet mål: Drømmen om at besøge alle verdens lande. I dag er det for alvor de store naturoplevelser, der trækker i ham. Grønland og New Zealand er øverst på listen over ordførerens favoritsteder.

"Også selvom Grønland slet ikke tæller som et land i statistikken", afslutter Rasmus Jarlov.

DET VIDSTE DU IKKE OM RASMUS JARLOV
Rasmus Jarlov blev for alvor et kendt ansigt, da han kæmpede mod Ungdomshuset i København. Som ”nabo-repræsentant” kæmpede han indædt mod, at Ungdomshuset skulle flyttes til Dortheavej i det københavnske nordvestkvarter, hvor Rasmus Jarlov selv bor.

Rasmus Jarlov har i kampens hede blandt andet truet med, at han og 100 medlemmer af Konservativ Ungdom ville kuppe Ungdomshusets fællesmøder og tilbudt sin arbejdskraft som køkkendreng i Ungdomshusets veganerkøkken.