DAK i pressen

De veluddannede er bedst til at finde job i sidste øjeblik

I de sidste tre måneder, inden dagpengene ryger, er der 39 procent, der får job. Det er især veluddannede, der har succes med at komme i arbejde lige inden deadline, hvor retten til dagpenge udløber. Det viser en analyse fra tænketanken Kraka. Analysen afslører, at langt flere ledige end tidligere hurtigere finder arbejde, efter at dagpengeperioden er halveret fra fire til to år. Direktøren for landets a-kasser i AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, mener, det er alt for forenklet at glæde sig over, at nogle dagpengemodtagere finder et job tæt på dagpengeperiodens udløb. »Der er ingen tvivl om, at det har haft en effekt at lave den her reform, men det har været fuldt forventeligt. Når man gør folk fattigere, så vil det få nogen til at komme hurtigere i arbejde end ellers. Men det er typisk de stærkere ledige som akademikerne. De har måske en chance for at gå ned i kvalifikationsniveau og dermed få et job. Men det skal vi holde op imod de uhyggeligt mange, som det ikke er lykkedes at komme i arbejde. 30.000 har mistet dagpengene, og 15.000 yderligere ser ud til at gøre det næste år«, siger han til Politiken.
Medie
Politiken