DAK i pressen

Over 25.500 har hidtil mistet dagpengene

Tusindvis af danskere uden arbejde har i årets første måneder mistet deres ret til at modtage dagpenge. Det fremgår af nye tal fra AK-Samvirke, der viser, at 25.579 i løbet af 2013 ikke længere har ret til dagpenge. Tallene kommer ikke bag på Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke. Han mener, at dagpengepolitikken har slået fejl. »Det har været surrealistisk fra starten, for man har gennemført en reform, som man påstod ville have nogle helt andre effekter, end den har vist at have«, siger Verner Sand Kirk. »Det er ti gange så mange, som mister dagpengene i år, end det man anslog, da man i sin tid lavede reformen«, tilføjer han. I maj opjusterede regeringen antallet af ledige, der ville falde ud af dagpengesystemet i hele 2013, til at ligge på mellem 27.000 og 32.000. AK-Samvirke forventer, at omkring 1.500 hver måned vil miste retten til dagpenge resten af året, og derfor vil antallet overstige 30.000.

Medie
Politiken m.fl.