Ny ydelse hjælper langtfra alle
De, der er tæt på at falde helt ud af systemet, får ikke glæde af den nye kontantydelse. Men den udskyder tidspunktet for, hvornår den to-årige dagpengeperiode kommer til at få fuld effekt. Den er nemlig kun for de, der samlet set har været under tre år på dagpenge og midlertidige ydelser - herunder arbejdsmarkedsydelsen. Det loft ramler alle de, der opbruger deres sidste dagpengeklip i år, imod. Hvis de efterfølgende også opbruger deres ret til arbejdsmarkedsydelse og falder ud af systemet har de alle været på offentlige ydelser i tre år eller længere. De kan derfor ikke komme i betragtning til kontantydelsen. Ifølge a-kasserne i Danmark, AK-Samvirke, er der ca. 14.000, der risikerer at komme i denne situation. Nogle af dem vil inden, de opbruger arbejdsmarkedsydelsen, finde et job eller komme i uddannelse, mens de øvrige har mulighed for at søge om kontanthjælp. Det er der dog kun ca. 30-35 pct. af de tidligere dagpengemodtagere, der er berettigede til, vurderer AK-Samvirke.