DAK i pressen

Efter 20 ændringer af dagpengene gør politikerne klar til ny justering

Siden 1980'erne er dagpengesystemet blevet strammet flere gange, men med halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af optjeningsperioden i 2010 gik det for vidt, mener et bredt politisk flertal i dag. Men har de mange stramninger fungeret efter hensigten, og hvad var hensigten egentlig? Det er eksperterne ikke helt enige om.

Gennem de seneste 45 år har systemet allerede været igennem mindst 19 større ændringer, viser en historisk oversigt fra A-kassernes Samvirke.

I 1970'erne blev reglerne lempet flere gange for de arbejdsløse, men fra 1989 og frem er der blevet strammet op. Det begyndte med en hvidbog om arbejdsmarkedets strukturproblemer, som den daværende arbejdsminister, Henning Dyremose (K), fik udarbejdet i 1989, fortæller direktør for a-kassernes paraplyorganisation, AK-Samvirke, Verner Sand Kirk.

Hvidbogen lagde grunden til en række arbejdsmarkedsreformer op gennem 1990'erne, hvor dagpengepengeperioden ad flere omgange blev forkortet til syv år, fem år og siden fire år. Reformerne blev ledsaget af fremrykkede krav om ret og pligt til arbejdstilbud. "Det er imidlertid en misforståelse, at man indtil 1994 kunne få dagpenge livet igennem," siger Verner Sand Kirk.

Medie
Kristeligt Dagblad