DAK i pressen

Dagpengetal viser værre situation for ledige

Af Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke: "Dagpengereformen er en succes – pas på den" var overskriften på Børsens leder 14. oktober. Det kaldtes grov manipulation at sige, at 60.000 har mistet dagpengeretten. Ifølge Børsen er det kun ca. 7000, der har et problem ved, at de ikke er berettiget til en ydelse. Man siger, at nogle af de ca. 19.000, der er på midlertidig arbejdsmarkedsydelse m.v., kan få et problem, men at der i denne kategori findes en del tabere, som måske kan hjælpes med oprettelse af lavtlønsjob, indslusningsløn m.v. Først beskyldes kritikere som AK-Samvirke for at påstå, at alle 60.000 er smidt ud til ingenting. Dernæst fremstiller man selv situationen rosenrød. Men hvad er så situationen ud fra de tal fra juni, som Børsen bruger? Over 60.000 har mistet dagpengene, og de fleste står i en væsentlig ringere situation end før. Af dem, der er faldet ud i de to et halvt år siden januar 2013, er ca. en tredjedel i arbejde. Det er godt, men ikke imponerende. For det ser ud til, at vi med den fire-årige dagpengeperiode fik flere i arbejde efter to års ledighed end nu.

Medie
Børsen