DAK i pressen

A-kasser vil styrke kontrol med dagpenge i udlandet

Når både danske og udenlandske medlemmer af a-kasserne frit kan tage deres dagpenge med ud i Europa i tre måneder, duer det ikke, at ingen har styr på, om de er jobsøgende eller befinder sig på en liggestol i Sydfrankrig eller Polen. Derfor skal a-kasserne nu sikre, at de indberetninger, de modtager fra andre lande om arbejdsløse medlemmer, som ikke står til rådighed, bliver ordentligt registreret og sanktioneret. Hos a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke forklarer direktør Verner Sand Kirk, at a-kasserne fremover vil registrere enhver indberetning fra udlandet og hvilken sanktion, der er givet, hvis ministeren ønsker det. Hidtil har de dog ikke oplevet rådighedsforpligtelsen i udlandet som et problem, påpeger han.

»Vi opfatter ikke ministerens signal som mistillid, men som et ønske om at få mere viden på det her område, ikke mindst i lyset af hele diskussionen om velfærdsturisme. Danmark har jo markant højere ydelser end for eksempel de østeuropæiske lande. Vi skal bare passe på, at vi ikke indfører mere unødvendigt bureaukrati,« siger han.

Det er vel ikke tidskrævende at notere en enkelt indberetning om et medlem?

»Det er ikke den enkelte registrering, som er afgørende. Det er summen af kontrollen, som er problematisk og dyr,« understreger Verner Sand Kirk og henviser til reglen om det udvidede rådighedstilsyn med a-kasserne, som den daværende VK-regering indførte i 2002.

»De endte jo selv med at afskaffe reglen, fordi det ekstra bureaukrati kostede dyrt, og man ikke fandt store problemer i a-kassernes rådighedsvurderinger. Vi skal selvfølgelig sikre, at dagpengesystemet ikke bliver misbrugt, men vi skal også være parate til at afskaffe bureaukratisk kontrol, hvis ikke der er behov for den,« forklarer han.

Medie
Berlingske m.fl.