DAK i pressen

A-kasser slår alarm: Nyuddannede snydes for dagpenge

Har du taget en uddannelse på tre semestre, kan du ikke længere være sikker på, at du har ret til dagpenge. Over 2.000 nyuddannede kommer i klemme hvert år, vurderer a-kasserne. Det får nu a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, til at slå alarm i et brev til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

- Vi står nu og her med nogle nyuddannede, som ikke har den ret til dagpenge, som de havde regnet med, og som vi har vejledt dem om, siger Ingmar Jørgensen, juridisk chefkonsulent i AK-Samvirke og fortsætter:

- Vores håb er, at ministeren vil slå fast, at han ikke er enig i den her fortolkning, så den praksis, vi har været enige om i over 30 år, kan få lov til at fortsætte. -- Det er jo ikke noget, der er lovgivningsmæssigt bestemt, at der skal ændres på dagpengeretten. Det er noget, der bliver ændret gennem klagesystemet, og det er dybt problematisk.

- Nu har vi i 30 år arbejdet med, at tre semestre skal ligestilles med 18 måneder, og det bliver ændret med et slag, uden at man orienterer nærmere herom eller går i dialog med dem, der administrerer reglerne, lyder kritikken fra Ingmar Jørgensen fra AK-Samvirke.

Medie
Avisen.dk m.fl.