DAK i pressen

A-kasser holder fast i medlemmer

Trods forringelserne af forsikringen mod arbejdsløshed flygter lønmodtagerne ikke fra a-kasserne. Der er stadig mere end 2 millioner, som er forsikret mod ledighed. Samme andel som før produktet blev forringet. I 2013 mistede 34.000 danskere ellers retten til at modtage dagpenge i kølvandet på forringelserne af dagpengesystemet. Yderligere op mod 30.000 skønnes at miste retten til dagpenge frem til årsskiftet 2015-16, vurderer a-kassernes organisation, AK-Samvirke, men det har ikke påvirket lysten til at være medlem af en a-kasse.

Tallene fra december 2013 er de seneste, men i AK-Samvirke lyder vurderingen, at billedet er det samme i 2014. Her er der glæde over, at det trods forringelserne er lykkedes at fastholde medlemstallet.

»Hvis et produkt bliver ringere, så var det jo nærliggende at tænke sig, at færre ville betale for det«, siger direktør Verner Sand Kirk, AK-Samvirke.

I årene op til krisen faldt de unges lyst til at være medlem af en a-kasse. I 1994 var knap hver anden mellem 18 og 24 år medlem af en a-kasse, mens blot 20 procent af de unge var medlem i 2008, viser tal fra AK-Samvirke. Der kan ifølge Verner Sand Kirk være flere forklaringer på, at loyaliteten over for a-kasserne er høj.

»Der er to tendenser, som trækker i hver sin retning. På den ene side bliver produktet ringere, men på den anden side er risikoen for at blive ledig steget under krisen. Det er trods alt bedre at få godt 17.000 kroner om måneden i understøttelse end ingenting. Ikke alle kan jo være sikre på at kunne få kontanthjælp, hvis de bliver arbejdsløse «, siger Sand Kirk.

Samboende og gifte har for eksempel gensidig forsørgerpligt over for hinanden, hvis den ene bliver arbejdsløs.

»De fleste forestiller sig jo heller ikke, at de skal gå ledige i to år og ende med at miste dagpengene. De regner med at være kommet i job inden, så derfor spiller nedsættelse af dagpengeperioden ikke så stor rolle, når de vælger at være forsikret«, siger Verner Sand Kirk.

Medie
Politiken m.fl.