1. Nedsat betaling til dagpengeordningen
Dimittender skal have råd til at være medlem i a-kassen.
Fremover er dagpengeperioden for alle nye dimittender sat ned til 1 år, og efter 3 måneder nedsættes også dimittendsatsen.
En dimittend, der er fyldt 30 år, får sin dimittendsats sat ned til 12.253 kr. før skat om måneden.
En dimittend under 30 år får sin dimittendsats nedsat til 9.700 kr. før skat om måneden.
Satsen sættes ned fra 14.106 kr. før skat om måneden.
Som dimittend betaler man det samme kontingent til a-kassen som alle andre medlemmer. Størstedelen af kontingentet går til staten. I dag går 4,8 gange den højeste dagpengesats for en dag til staten, svarende til 4.368 kr. om året.
Tidligere har den laveste dagpengesats været ungesatsen på 9.864 kr. før skat, som udbetales til personer under 25 år efter et halvt års ledighed. Unge på ungesats betaler kun 1,8 gange den højeste dagpengesats for en dag, i stedet for 4,8 gange, i kontingent til staten.
Det er vigtigt, at dimittenderne fortsat har råd til at være medlem i en a-kasse. Det kan blive svært, hvis man ud af en månedlig dimittendsats på 9.700 kr. før skat skal betale mere end 4.300 kr. om året tilbage til staten for et a-kassemedlemsskab.