DAK i pressen

Årets joke

Smag på ordet: Beskæftigelsesreform. Det lyder flot, ikke? Man tænker på noget, som rigtig vil reformere beskæftigelses-situationen i Danmark og skaffe job til de arbejdsløse, ikke sandt? Virkeligheden ser anderledes ud. Lyt f.eks. til direktøren for A-kassernes Samvirke, Verner Sand Kirk. Han peger på, at reformen risikerer at skade de langtidslediges muligheder. Indsatsen for dem er nemlig ... en samtale. Som Sand Kirk erindrer om: "Vi havde også en akutpakke med akutsamtaler, som jo ikke gav den store effekt". Det er mildt sagt. Akutpakke-ordningen fra 2012, der blev lanceret med bulder og brag, skulle give 12.500 job. Men endte som en stor vittighed: 321 kom i arbejde. Man kunne vælge at grine ad regeringens håbløse jobtiltag, hvis ikke følgerne var så grumme. Ifølge undersøgelser mistede ca. 30.000 alene sidste år deres understøttelse på grund af dagpengemassakren - den halvering af dagpengeperioden, som VK-regimet gennemførte i 2010. I år ventes yderligere 14.000 at miste dagpengene, fordi de ganske enkelt ikke kan få arbejde.

Medie
Ekstra Bladet