DAK i pressen

Radikale efter nye dagpengetal: I virkeligheden ser det fint ud

De Radikale går torsdag i rette med de kritiske røster, der har beskyldt regeringen for at bruge misvisende tal i debatten om de godt 40.000 personer, som har mistet retten til dagpenge. Kritikken er gået på, at personer i princippet kan stå opført som lønmodtagere i statistikken, selv om de reelt kun har arbejdet ganske få timer om måneden, efter de mistede dagpengeretten. Samtidig kan man blive opgjort som modtager af en ydelse til trods for, at man rent faktisk også arbejder ved siden af.

Men med nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i hånden gør de Radikale nu opmærksom på, at hovedparten af de godt 8.000 personer, der står som lønmodtagere i opgørelsen, arbejder i gennemsnit næsten 30 timer om ugen. Direktør Verner Sand Kirk fra A-kassernes Samvirke tror ikke, at de nye tal får kritikken til at forstumme.

»Nej, på ingen måde. Det ændrer ikke ved, at der fortsat er 80 procent, der ikke er kommet i arbejde,« siger han.

Verner Sand Kirk mener dog også, der er brug for et mere detaljeret billede af konsekvenserne af reformen. »Vi kan ikke se af de her tal, om det er varige job eller vikariater. Det må vi blive klogere på næste gang.«

Medie
Berlingske Nyhedsbureau m.fl.