DAK i pressen

AK Samvirke: Tvungen a-kasse er en dårlig idé

»Vi mener, der skal være et frivilligt system, hvor man selv melder sig ind,« siger Verner Sand Kirk, direktør i AK Samvirke. Han vil ikke tage stilling til, at formanden for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), har foreslået dagpengekommissionen, at alle skal meldes ind i en a-kasse fra det fyldte 18 år. Men generelt er AK Samvirke imod en obligatorisk ordning, siger Verner Sand Kirk:

»Vi mener, det styrker det danske arbejdsmarkedssystem, at man har en frivillig a-kasse.« Han henviser til, at knap 70 procent i dag er tilmeldt en a-kasse, hvilket er »ganske højt«. Erfaringer fra vores nabolande, hvor man har forsøgt sig med en lignende form for tvungen tilslutning til en a-kasse, er heller ikke at foretrække, forklarer Verner Sand Kirk.

»De erfaringer, man har fra for eksempel Sverige, viser, at det er ganske svært at lave et obligatorisk system. Så kan man lave en norsk model, hvor det betales over skatten, men det er heller ikke nogen god løsning,« siger han.

Medie
Berlingske Nyhedsbureau m.fl.