DAK i pressen

Nyt dagpengesystem skal forhandles på plads inden jul

Både beskæftigelsesministeren og LO-formanden tror på, at der inden nytår er forhandlet et bredt forlig om dagpenge på plads i Folketinget. Socialdemokraterne er klar til overarbejde i efteråret for at nå en løsning. Direktør i A-Kassernes Samvirke, Verner Sand Kirk, betegner det som en god nyhed, at politikerne har til hensigt at strikke et dagpengeforlig sammen inden jul.

- Jo før, jo bedre, hvis det betyder, at vi får løst det kæmpe problem med de mange tusinde arbejdsløse, der falder ud af systemet. Men jeg vil advare mod, at man forhaster sig. Der er altså klogt at klappe hesten og tænke sig ordentligt om, siger Verner Sand Kirk.

Alene i år vil 14.000 ledige ifølge Verner Sand Kirk miste deres dagpenge, og snart vil tusindvis begynde at falde ud af de midlertidige ydelser, der har lappet på det udskældte dagpengesystem. Derfor opfordrer han til, at politikerne tænker den nye reform gennemført i flere tempi.- Der er fortsat uhyggeligt mange arbejdsløse, der mister deres dagpenge, og det er der jo ingen grund til, hvis man har forhandlet et forlig på plads inden nytår. Så kan man implementere reformen i flere faser, sådan at man undgår, at folk mister deres dagpenge, siger han. Alt hvad der knytter sig til teknik og nye IT-systemer kan man ifølge A-kasseschefen implementere fra 2017.

Medie
Avisen.dk m.fl.