A-kasserne vandt klokkeklart i Højesteret

Der blev i dag sat punktum for den snart 10 år lange ferie-/efterlønssag. Højesteret fandt, at a-kasserne skal have refusion for de sidste sager om ferie-/efterløn. Afgørelsen glæder AK-Samvirke:

”Vi er meget tilfredse med Højesterets afgørelse. Den giver os medhold i, at a-kasserne skal have refusion for de ydelser, vi blev pålagt at udbetale til vores medlemmer. Samtidig er vi lettede over, at vi nu efter næsten 10 års bryderier med Beskæftigelsesministeriet endelig kan lukke denne sag,” siger Torben Poulsen, formand for AK-Samvirke, i en kommentar til dommen og uddyber:

”Vi er glade for, at Højesteret har stadfæstet, at a-kasserne ikke skal bøde for resultatet af ministeriets lovsjusk. Især i lyset af, at ministeriet selv har været enig i a-kassernes fortolkning af reglerne, og når man har undladt at informere a-kasserne, da man senere måtte ændre opfattelse.”

Det handler ferie-/efterlønssagen om

På initiativ af den daværende VK-regering blev ferieloven ændret i 2004 for at sikre, at ikke-hævede feriepenge i større udstrækning blev udbetalt til borgerne i stedet for at havne i Feriefonden. Regelændringerne bestod i, at man i en række tilfælde ville kunne få udbetalt feriepenge efter ferieårets udløb, hvis man ikke havde afholdt sin ferie i ferieåret.

Adgangen til udbetaling af feriepenge uden at man samtidig holdt ferie åbnede imidlertid adgang til en mulighed for, at personer på bl.a. efterløn og fleksydelse kunne opnå ”dobbeltforsørgelse”. Det vil sige, at man kunne få udbetalt feriepenge fra tidligere ferieår og samtidig få udbetalt for eksempel efterløn uden at blive modregnet.

I Beskæftigelsesministeriet og dets underliggende Arbejdsdirektorat med Feriekontor var man opmærksom på, at loven åbnede denne mulighed for dobbeltforsørgelse. Man valgte imidlertid ikke at foretage de nødvendige ændringer i reglerne om efterløn mv., fordi man angiveligt ville vente for at se, om der skete en ”utilsigtet anvendelse” af muligheden.

Derfor valgte man heller ikke at informere efterlønsmodtagere og a-kasserne om muligheden for at undlade at holde ferie, for derved at opnå dobbeltforsørgelse. Praksis i a-kasserne var derfor uændret efter lovændringen. Det vil sige, at man blev ved med at modregne efterlønnerne for de feriepenge, de fik udbetalt.

I sommeren 2005 blev enkelte a-kasser opmærksomme på muligheden for at undlade af afholde ferie, for på den måde at kunne få feriepengene udbetalt senere og derved undgå at få foretaget fradrag i efterlønnen. Denne uens praksis i a-kasserne medførte, at der blev rejst en del klagesager fra efterlønsmodtagere, som var utilfredse med, at de havde fået foretaget fradrag i deres efterløn. Der var jo ikke nogen grund til at afholde ferie, når man jo alligevel var gået på efterløn.

Først i slutningen af april 2006 blev hullet lukket i efterlønsreglerne, således alle kontante udbetalinger af feriepenge nu medfører fradrag i efterlønnen. I sommeren 2006 traf Arbejdsmarkedets Ankenævn afgørelse i de første af de opståede klagesager. Nævnet slog fast, at når en efterlønner eller en person på vej til efterløn anmoder om ferie og derfor fik attesteret sit feriekort i a-kassen, forelå der en vejledningssituation.

Her burde a-kassen have vejledt medlemmet om muligheden for at undgå fradrag i efterlønnen. Som følge af disse afgørelser skulle a-kasserne derfor tilbagebetale det beløb til medlemmerne, som de var blevet trukket for på grund af ferien i efterlønnen.

Beskæftigelsesministeriet var af den opfattelse, at nævnets afgørelse var for vidtgående. De mente ikke, at der forelå en vejledningssituation. Denne opfattelse blev for så vidt delt af flere a-kasser, men man havde ikke havde lyst til at anlægge en tvivlsom og formentlig dyr retssag mod egne medlemmer.

Derimod anlagde Beskæftigelsesministeren i slutningen af 2006 sag ved Østre Landsret mod Arbejdsmarkedets ankenævn med påstand om, at de foretagne fradrag havde været retmæssige, fordi der ikke forelå en vejledningssituation for a-kasserne. Men Landsretten afviste sagsanlægget med den begrundelse, at staten ikke kan sagsøge sit eget ankenævn.

Samtidig havde a-kasserne fået besked om, at staten ikke ville give refusion for de beløb, som a-kasserne skulle efterbetale til medlemmerne. På baggrund heraf udtog AK-Samvirke første gang stævning mod Beskæftigelsesministeriet med påstand om ret til refusion for de beløb, som a-kasserne havde tilbagebetalt til medlemmerne.

Debatten om hullet i efterlønsreglerne fyldte meget i offentligheden løbet af 2006-07 og medførte at Beskæftigelsesministeren i december 2007 via et aktstykke i Finansudvalget sikrede en ekstrabevilling på mellem 450-600 millioner kr. til refusion til a-kasserne. AK-Samvirke valgte derfor at frafalde den anlagte sag.

Imidlertid havde Arbejdsdirektoratet valgt at opdele sagerne om fradrag i efterlønnen på grund af ferie i en række ”underkategorier”, hvor der først senere blev truffet endelig afgørelse ved Arbejdsmarkedets Ankenævn (fra 1. august 2009 Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg). Disse sager var kendetegnet ved, at der ikke blot var fremsendt en anmodning om afholdelse af ferie til a-kassen:

• Der var udbetalt feriepenge til personer på såkaldt ”gammel efterløn”, hvor der altid skulle foretages fradrag i efterlønnen. Disse personer kunne dog vælge at overgå til ”ny” efterløn, hvorved de kunne få mulighed for at få udbetalt feriepenge uden fradrag i efterlønnen.
• Der var udbetalt feriepenge kontant efter ferielovens § 30, stk. 1, men hvis feriepengene var udbetalt efter ferielovens § 34b, skulle det ikke medføre fradrag.
• Ferie afholdt før overgangen til efterløn. Hvis man kunne have gået på efterløn før ferien, ville man kunne have fået feriepenge udbetalt efterfølgende uden fradrag.

I disse tilfælde fandt Ankenævnet ligeledes, at hvis der havde foreligget en vejledningssituation for a-kasserne – det vil sige hvis medlemmet havde kontaktet a-kassen om efterløn inden afholdelsen af ferien – skulle a-kasserne efterbetale efterløn til de berørte medlemmer.

Det er disse sager, der samlet beløber sig til mellem 20-22 millioner kr., der er genstand for den nu afsluttede sag ved Højesteret, fordi Beskæftigelsesministeriet ikke her ville yde refusion til a-kasserne.