Dagpengekommission

AK-Samvirke hilser dagpengekommission velkommen

A-kasserne er tilfredse med, at der nu er nedsat en dagpengekommission. Den skal komme med forslag til et tidssvarende og holdbart dagpengesystem, mener AK-Samvirke.

Kvindehånd giver thumbs up

Regeringen har i dag nedsat en dagpengekommission. Formand bliver økonomiprofessor Nina Schmidt fra Aarhus Universitet. Kommissionen skal afslutte sit arbejde senest ved udgangen af 2015.

”Vi glæder os over, at kommissionen nu kommer i gang, og at det er et bredt kommissorium, der tager fat på de udfordringer, som er på et moderne arbejdsmarked. Det er nu, vi skal have fremtidssikret dagpengesystemet,” siger Torben Poulsen, formand for AK-Samvirke, og understreger:

”Vi er glade for, at der er blevet plads til repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, som medlemmer af kommissionen. Vi håber også, at der kan blive plads til repræsentation fra a-kasserne. Vi kan bidrage med vigtig ekspertviden og erfaringer.”

Stadig behov for akutte lempelser

Torben Poulsen pointerer, at dagpengereformen, som halverede dagpengeperioden og fordoblede genoptjeningskravet, har skabt et akut behov for handling, der ikke kan vente på kommissionens færdige rapport:

”Der er desværre stadig alt for mange ledige, der hver måned mister dagpengene. Derfor er der akut behov for, at dagpengereformen lempes, indtil der er kommet et holdbart dagpengesystem efter kommissionens arbejde. Her og nu er der således brug for at halvere genoptjeningskravet til et halvt år, og at forlænge den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, indtil kommissionens arbejde har ført til et holdbart dagpengesystem,” udtaler Torben Poulsen i en kommentar til kommissoriet.