Dagpengereform

Spørgsmål og svar om dagpengeforringelserne

Debatten om, hvad dagpengeforringelserne kommer til at betyde, bølger frem og tilbage i medierne. Det betyder, at det fyger frem og tilbage med tal og påstande. Her får du svar på fire spørgsmål, som er vigtige for AK-Samvirke i den aktuelle dagpengedebat

Hammer

Spørgsmål: Hvor mange er i risiko for at miste dagpengene?

AK-Samvirke har siden 2010 lavet prognoser på, hvor mange som risikerer at miste dagpengene, når dagpengereformen er fuldt gennemført til næste år. Metoden er at tælle, hvor mange ledige, der løbende overskrider to års ledighed. Det tal har i de sidste tre prognoser ligget på omkring 2.400 ledige pr. måned.

Spørgsmål: Hvor mange vil reelt miste dagpengene?

Når dagpengene begynder at rinde ud, sker der flere ting, som har indflydelse på, hvor mange, som reelt vil miste dagpengene. Dels vil a-kasser og jobcentre øge indsatsen for den enkelte ledige, som er i farezonen. Dels vil den ledige søge endnu mere intensivt og bredere. Resultatet er at nogle af de 2.400 vil blive reddet på målstregen.

På den anden side ved vi, at hver gang man afkorter dagpengeperioden med et halvt år, så kommer der dobbelt så mange ledige i farezonen, hvor der er risiko for, at de ikke når at finde et arbejde. Det betyder, at hvis der er 2.000 mennesker, der kommer ud på kanten i dag, hvor dagpengeperioden er 4 år, så vil det være 4.000 mennesker, når perioden er 3½ år, 8.000, når perioden er 3 år, efter 2½ år 16.000 og efter to år 32.000, som er i farezonen.

Det siger sig selv, at hvis der er 240 ledige om måneden på landsplan, som er i farezonen for at miste dagpengene, kan a-kasser og jobcentre hjælpe de fleste. Men hvis der er 2.400 ledige hver måned, er sagen en ganske anden.

Selv hvis det lykkes at redde en tredjedel af de ledige på målstregen, vil der stadig være omkring 20.000 årligt, der vil miste dagpengene. Det svarer til ca. 1.600-1.700 pr. måned. Og de fleste af dem, vil ikke kunne få kontanthjælp, fordi de har en formue på over 10.000 kr. eller en ægtefælle som har en indkomst.

Spørgsmål: Der er også tal fremme, som er meget lavere end AK-Samvirkes tal – hvorfor det?

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har fremført, at der ifølge deres beregninger kun vil være 4.800 årligt, som vil miste dagpengene. Tallet er baseret på en rapport, som konsulenthuset Rambøll har udarbejdet for Københavns Kommune i 2011. Men der er flere forhold, som gør, at DA’s tal skal tages med et gran salt.

Det fremgår af rapporten, at analysen er baseret på data fra 2007 og frem til 2010. Det betyder, at tallene stammer fra en periode, hvor konjunkturerne og ledigheden var markant anderledes, end arbejdsmarkedet i dag anno 2012. AK-Samvirkes prognoser er derimod baseret på tal, som er tre måneder gamle og dermed i langt højere grad udtryk for, hvordan situationen ser ud lige nu, og ikke i 2007.

Men vigtigst tager analysen udgangspunkt i en fireårig dagpengeperiode og et genoptjeningskrav på kun et halvt år. Det betyder, at Rambølls analyse vedrører en situation, hvor der kun var en brøkdel af det antal langtidsledige, der i dag er i farezonen for at miste dagpengene.

Har Danmark et af de bedste dagpengesystemer i Europa?

AK-Samvirke udgav i foråret 2012 en rapport som sammenligner dagpengesystemerne i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Dagpengesystemerne er meget komplicerede størrelser, og som rapporten viser, er der mange forhold, som skal tages højde for, når man sammenligner på tværs og på hvilke vilkår, de ledige har i de forskellige lande.

Konkret kan man dog konstatere, at dagpengereformen har gjort, at ledige i Danmark får de ringeste reelle dagpengeperioder i norden. Danmark har nu med 2 år nogenlunde samme periodelængde som de andre lande. Men genoptjeningskravet er nu er langt det skrappeste i nordisk sammenligning. Alt i alt betyder denne dobbelte stramning, at man i Danmark for to års dagpengeperiode får ét års fuldtidsarbejde, mens man i Sverige kan få op til mellem4½ og 7 års dagpenge pr. års fuldtidsarbejde. I Finland kan et års arbejde give op til 6 års dagpengeret.

Jyllands-Postens har – meget forenklet – forsøgt at sammenligne det danske system med forsikringssystemer i andre europæiske lande. Netop forenklingen gør, at sammenligningerne ikke får de afgørende nuancer med, som er med til at give det fulde billede af de forskellige systemer. Dertil kommer, at det ikke forekommer relevant og rimeligt at sammenligne med østeuropæiske lande.