DAK's årskonference

Årskonference med seniorer og disruption på programmet

Danske A-kasser afholdt årskonference i slutningen af oktober. I to dage mødtes repræsentanter fra alle medlems-a-kasserne til oplæg, debat og gensidig inspiration

Foto fra salen ved Danske A-kassers årskonference 2018

Årskonferencen i Danske A-kasser løb af stablen sidst i oktober. Temaerne for konferencens oplæg var blandt andet ”seniorprojekter” samt ”disruption af arbejdsmarkedet”.

A-kasseleder Berit Hansen fra 3F Søhøjlandet og arbejdsmarkedspolitisk konsulent Vibeke Kold fra FOA var inviteret til at dele deres erfaringer fra de seniorprojekter, som de hver især har været med til at gennemføre med gode resultater.

Vibeke Kold kunne melde om stor tilfredshed hos deltagerne og syv ud af ti, der var kommet i en eller anden form for arbejde. Og Berit Hansen meldte også om gode resultater og tilbagemeldinger – og samtidig opfordrede hun til samarbejde på tværs af a-kasser med sammenlignelig medlemssammensætning, når lignende seniorprojekter skal rulles ud i fremtiden. Og det skal de snart.

3F-projektet ”Midtjyske seniorer” og FOA-projektet ”SOSU+50” var begge støttet af STAR´s pulje på 10 millioner kroner til en særlig indsats for ledige over 50 år (puljen blev fordelt på fem a-kasser). Snart kan der søges om nye 10 millioner kroner til seniorprojekter.

 

 

 

 

 

 

aarsmøde lars.JPG

 

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, talte omet arbejdsmarked under forandring med nye arbejdsformer og platformsøkonomi.

Temaet ”disruption af arbejdsmarkedet” blev slået an af Lars Qvistgaard, der er formand for Akademikerne og som sammen med HK var initiativtagere til Ekspertpanelet for platformsøkonomi fra 2017, hvor de satte fremtidens digitale arbejdsmarked under lup og fandt løsningsforslag på nogle af de udfordringer, som platformsøkonomien fører med sig.

På konferencen fortalte han om et arbejdsmarked under forandring med nye arbejdsformer og platformsøkonomi. Et arbejdsmarked, der blandt andet er karakteriseret ved et fald i antal selvstændige med ansatte, og en stigning i antal selvstændige uden ansatte. Og hvor 13 procent af akademiker-freelancere nu udbyder arbejde via platforme. Platforme som er gået fra at have 105 til 25.000 brugere i Danmark på bare to år.

 

Bente Sorgenfrey, formand for FTF og kommende næstformand i den nye store Fagbevægelsens Hovedorganisation, talte i sit indlæg om udfordringer og løsninger, når chefen er en app.

Hun nævnte blandt andet, at manglen på sociale bidrag i platformsarbejdet vækker bekymring blandt fagforeningerne, men at de fleste platformsarbejdere opfatter deres indtjening via platformen som en supplerende indkomst, og at de derfor ikke selv er lige så bekymrede over det forhold.

Bekymring eller ej, så mener Bente Sorgenfrey, at nogle af de løsninger, der skal til er, at vi får stoppet faldet i dagpengenes værdi og løftet den maksimale årlige dagpengesats. Samtidig skal a-kasserne følge nøje med i den teknologiske udviklings indflydelse på arbejdsmarkedet – og være opdaterede på medlemmernes kompetencer. I forhold til det sidste opfordrer Bente Sorgenfrey til, at man bruger mulighederne i BIG Data og inddrager dem, så der løbende indberettes om kompetencer, job mm.

 

 

 

aarsmøde colding.JPG

 

"Kan hverdagen blive for smart?". Det var et af flere spørgsmål fra adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen til konferencens deltagere.

Deltagerne på årskonferencen fik vendt disruption-debatten lidt på hovedet, da adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen fik ordet. Han stillede spørgsmålet ”Kan hverdagen blive for smart?”, og talte for at digitalisering ikke altid er vejen frem.

 

I stedet talte han for at bringe lidt mere ”analogisering” tilbage i samfundet – for at finde den rette balance mellem smarte digitale løsninger og mødet mellem mennesker. Han opfordrede deltagerne til at finde denne balance ved at stille spørgsmål som:

”Hvor kan I skabe bedre processer eller relationer ved at fjerne IT i morgen?” og ”Kan jeres løsninger hjælpe folk (ikke mindst jer selv) til at tænke, mødes og bevæge sig mere, frem for blot at være smarte?”

 

 

 

aarsmoede binder.JPG

 

Paneldebat for og imod om der er a-kasser om 10 år. Det er der heldigvis!!!

Morten Binder, direktør i HKA og tidligere direktør i STAR, rundede konferencen af med oplæg og gruppearbejde. Han kom blandt andet ind på, om der er behov for et ændret fokus i beskæftigelsespolitikken, og hvordan vi får de forskellige perspektiver fra a-kasserne og Slotsholmen til at mødes. Derudover satte han konferencedeltagerne i arbejde. I grupper skulle de diskutere ”for og imod” a-kasser i fremtiden.

 

Danske A-kassers Årskonference blev afholdt den 25. og 26. oktober.